I skal ikke bekymre jer over, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vil aflytte danske statsborgere uden dommerkendelse, for FE-chefen skal give tilladelse i hvert tilfælde, og derefter skal Tilsynet med Efterretningstjenesterne orienteres.
Det argument har regeringen og regeringspartierne i Folketinget gentaget i medierne som svar på den seneste uges alvorlige kritik af, at regeringen i terrortruslens navn vil afmontere borgernes retssikkerhed og bryde med et grundlæggende princip i retsstaten.




























