Lidt over middag mandag 9. marts stod ni mennesker og bad i solskinnet uden for Flygtningenævnets kontor i Adelgade i det indre København.
Blandt dem var de to afviste asylansøgere og brødre fra Afghanistan, Zakariya på 22 år og Mostafa på 16 år. Efter bønnen gik de op i Flygtningenævnet, der havde accepteret at genoptage Zakariyas sag. Blandt andet fordi han sidste sommer valgte at konvertere fra islam til kristendommen og lod sig døbe, og fordi han regelmæssigt er kommet i Apostelkirken, hvor han har fået et nært forhold til andre fra menigheden og til præsten, Niels Nymann Eriksen.




























