Hun husker tydeligt hans smukke italienske sko og hans velsiddende jakkesæt. Hvordan han galant holdt døren til cafeen på deres første date, som de havde fået arrangeret allerede dagen efter, at de havde mødt hinanden på nettet. Han var intens. Lyttende. Ærlig. Nærværende. Fuldstændig perfekt. Lige præcis ham, Charlotte Skelkjær havde drømt om at skulle møde hele sit liv.
Han fik hende til at svæve på en lyserød sky, når han forkælede hende. Rev benene væk under hende, når de dyrkede ekstatisk sex. Alle films romantiske kærlighedsklicheer synes at være skabt til netop deres møde. Desværre også den om at kærlighed gør blind, bemærker Charlotte Skelkjær tørt.




























