Trods et års bandekrig med løbende skyderier og daglige skriverier er københavnerne som helhed trygge ved at færdes i hovedstaden.
Men oplevelserne varierer kolossalt fra bydel til bydel, og med til billedet hører, at hver tredje af byens borgere ikke er meget for at bevæge sig ud om aftenen eller i nattelivet. Det viser et nyt tryghedsbarometer, som København Kommune og politiet har udarbejdet for at identificere, hvor i byen der er særlige problemer og behov for at styrke indsatsen. Ved at sammenkøre kriminalstatistikker og spørge over 7.000 borgere om deres oplevelser, er hovedstadens enkelte distrikter blevet ranglistet med fem forskellige farver efter problemernes omfang. »Borgerne er generelt ikke udsat for megen kriminalitet og vurderer, at de kan færdes i deres nabolag og føle sig forholdsvis trygge. Således føler 92 procent af borgerne i København sig trygge ved at færdes i deres nabolag om dagen. Dog føler hver tredje borger sig utryg ved at færdes i sit nabolag i aften og nattetimerne«, lyder konklusionen i ’tryghedsindekset’, der siden 2001 har hjulpet politiet og de sociale myndigheder i Rotterdam med at prioritere indsatsen.


























