Københavns Kommune oplever det største baby- og indbyggerboom siden Anden Verdenskrig.
Alene sidste år voksede hovedstaden med næsten 10.000 indbyggere, og Københavns Kommune regner med, at der i 2025 vil være godt 60.000 flere borgere end i dag, hvor 528.000 har adresse i storbyen. Byen tiltrækker de ressourcestærke Ifølge seniorforsker Ulf Hjelmar fra forskningsinstitutionen AKF er udviklingen en kolossal fordel for København og står i skærende kontrast til den affolkning, man kan iagttage ikke mindst i udkantsområderne. »København tiltrækker de ressourcestærke, der har penge og betaler skat, og som andre kommuner fisker efter. Derfor er hovedstadens udfordringer ikke nær så store som mange andre steder. I det hele taget er vi i disse år vidner til en markant forandring af danmarkskortet, og vi savner en samlet strategi for, hvad vi stiller op med folkevandringen«, siger Ulf Hjelmar. Kvinderne føder flere børn Der er flere forklaringer på den store befolkningstilvækst, der også gør sig gældende i andre europæiske hovedstæder.



























