»Det er mest om natten, at det kan ske, at en ble, der skulle skiftes, ikke bliver det. Hvis man har seks demente, der laver uro, så er det ikke bleen, jeg har mest øje for. Men om nogle af dem er ved at rende«.
Sådan fortæller en social- og sundhedshjælper, der har svaret på spørgsmålene i den rundspørge til ansatte på plejehjemmene, som Politiken og fagforbundet FOA har lavet om værdighed i ældreplejen og specifikt om mulighederne for at hjælpe de ældre med ble eller toiletbesøg.
Her svarer hver tredje af de 1.400, der har udfyldt skemaet, at de typisk én til flere gange om ugen eller dagligt ikke når at hjælpe ældre med at skifte ble eller komme på toilet.
Det er dobbelt så mange som i en tilsvarende undersøgelse i 2013, hvor 17 procent svarede det samme.
Ældre på plejehjem går ofte med våd bleSelvfølgelig er der også mange ansatte på plejehjemmene, som aldrig eller næsten aldrig oplever, at de ældre sidder eller går for længe med en våd ble. Men den andel er dog faldet fra 65 procent i undersøgelsen fra 2013 til nu 44 procent i 2015.
Omkring 400 af de medvirkende i undersøgelsen har skrevet korte skriftlige kommentarer. For eksempel at »der er ikke tid til det ... jeg siger til dem, at de må tisse i bleen, og bagefter må vi skifte den«.
En anden fortæller, at hun kan være alene på en nattevagt med 25 beboere, og at det derfor kan være umuligt at hjælpe alle, hvis mange har behov på samme tid.
En tredje noterer: »Jeg oplever rigtig mange blærebetændelser på plejecentret. Det skyldes højst sandsynligt, at de går for længe med en våd/beskidt ble«.
Der er selvfølgelig også mange ansatte med positive oplevelser, men her er der kun få, som kommenterer skriftligt. En konstaterer dog: »Vi har en knaldhamrende god planlægning og fingeren på pulsen«.
Ældre med våde bleer vækker vrede blandt politikereMen det er de kritiske, der har mest brug for at udtrykke sig. For eksempel med dette: »Man er meget hurtig til at pådutte borgerne, at det er bedst at have en ble på for en sikkerheds skyld. Ofte er det natbleer, der benyttes hele døgnet ’for en sikkerheds skyld’«.
Politiken har henvendt sig til en række af dem, der har gjort opmærksom på problematiske forhold, og som har skrevet, at vi må ringe til dem.
Flere sagde i første omgang ja til at fortælle mere. Nogle var tillige positive over for at få besøg af en fotograf og en journalist. Men de har alle som én efter betænkningstid alligevel takket nej til at stå frem. Nogle med begrundelsen, at de selv føler det belastende. Andre har nævnt, at deres leder ikke synes, det er en god idé.
Vi bringer i stedet i kort form tre af de adspurgtes mundtlige beretninger. De er anonyme, men Politiken kender deres identitet og ansættelsessted.
De tunge kan ingenting sige
En social- og sundhedshjælper fortæller, at der på hendes plejehjem er en borger med en stor natble, som ringer, når den er våd, men hun får ikke altid hjælp.
»Ofte får hun at vide, at »den sagtens kan suge noget mere«, både fordi nattevagten ikke har tid til at hjælpe med toiletbesøg hele tiden, og også fordi hun kun er visiteret til en stor ble i døgnet«.
Om natten er det ofte de mere friske beboere, der tager personalets tid, fordi de lige skal have et glas saft eller den slags.
Minister: Vi skal op i en anden liga med ældreplejen»Men dem, der burde skiftes en ekstra gang, fordi de kom i seng allerede klokken otte og ligger helt til klokken ti om formiddagen, burde skiftes om natten, men det hopper man nogle gange over, fordi andre ringer«, fortæller hun.
Denne social- og sundhedshjælper er i det hele taget kritisk over for sengetiderne, som er dikteret af den lave bemanding.
»Der er ingen tvivl om, at der er nogle, der ikke kan klare at være oppe længe. Men det er ikke værdigt, at den sidste kommer op måske klokken kvart i tolv og kan gå direkte fra morgenmad til middagsmad. Og så skal de i seng igen klokken halv syv eller halv otte«.
»Personalet hakker på hinanden«
Dagvagterne er værst for hende. Her er det er de aktive, som kommer tidligt op, der får mest af personalets tid, fordi de ringer meget efter hjælp.
»Så skal man bare ind og putte et par støttestrømper på eller vaske håret. Og så tager vi de tunge, når vi har klaret de andre. Det er så dejligt nemt med de tunge, de kan ingenting sige. Og vi har både mennesker med demens, sklerose og Parkinson her«.
Hun kalder det »fortvivlende«, at de ældre kan mærke på personalet, at de hele tiden er på vej til næste opgave.
»Så bliver de sure og vil ikke noget. Der mangler den der ro til at vise, at man godt kan vente på, at de tager de skridt, der skal tages. Det er en ond spiral«. Hun erkender, at personalet burde gå til ledelsen med problemerne, men »det kræver en mobilisering, der ikke rigtig er der«.
»Problemet er, at vi snarere hakker ad hinanden. Dagvagter skælder ud på aftenvagter eller omvendt, fordi der ikke er skiftet eller rengøring, der ikke er nået. Inden for de seneste to måneder har pårørende sagt, at de snart går til pressen«, siger hun.
De går for længe med våd ble
En social- og sundhedsassistent oplever ofte, at beboere sidder for længe med den samme ble.
»De kan ikke selv komme på toilet og ringer efter os, når de skal, men så står vi med en anden beboer, som vi jo ikke bare kan smide på gulvet. Det er enormt frustrerende, og de skælder os ud, hvis vi først kommet tyve minutter efter, fordi de selv er frustrerede«.
Hun oplever mange blærebetændelser på plejecentret, som formentlig skyldes, at de ældre går for længe med en våd eller beskidt ble.
»Det er kendetegnende, at man går hjem med dårlig samvittighed. For eksempel er der mange, der har brug for meget at drikke. Men de kan ikke selv og kan ikke mærke behovet. Vi har ikke tid til at bruge en halv time til at snakke med dem for at få dem til at drikke noget mere, selv om har lægen har ordineret det, og selv om det kunne forebygge unødige indlæggelser«.
Social- og sundhedsassistenten var tidligere meget glad for arbejdet, men nu kan hun mærke, at det går ned ad bakke.
»Jeg har taget denne uddannelse af en eneste grund: at jeg kan lide at arbejde med mennesker. Men jeg oplever ikke, at det giver glæde mere. Jeg gik ned med stress i sommer og har ellers aldrig været været syg«.
Og så hænger det hende ud af halsen med al den dokumentation, hun skal lave på computeren om plejen: »Det er så bøvlet og omstændeligt og tager tiden fra beboerne«.
Uhygiejniske situationer
En social- og sundhedshjælper fastslår, at hun og hendes kolleger prøver at holde øje med, at de ældre ikke sidder og er våde for længe.
»Jeg har dog set nogle, der får urinvejsinfektion af at sidde for længe med ble. Der er et par stykker, der skal vente med toiletbesøg, til vi har god tid, fordi de er tidskrævende, deres stå- og gangfunktion er nedsat«.
På hendes afdeling er der tre ansatte i dagvagt til 25 beboere. Ud over pleje og meget andet skal der også laves køkkenarbejde, og det belaster.
»Vi har ikke varmevogne til maden, og en del skal have bragt mad ud til lejlighederne. Dér skal vi løbe stærkt, mens temperaturen på maden falder voldsomt. Flere klager over, at den er halvkold. Vi øser op på gangen og prøver at få det til at se præsentabelt ud, men så er der tit én, der taber noget mad, og så går der tid med det. Vi får mange skældud undervejs, ja vi kan blive svinet til«.
Hun oplever også uhygiejniske situationer.
»Det kan være, ja undskyld mig, en beboer har overskidt lejligheden, og vi har ingen arbejdsbeklædning, så det går vi ind til uden omklædning, mens vi er ved at forberede maden. Måske skal hele lejligheden gøres rent, og det skal ordnes før noget andet, selv om det kan betyde, at maden forsinkes 45 minutter. Hvis en lejlighed er smurt ind i afføring, sætter man to personaler på. Den ene snakker beboeren til ro, og den anden gør rent. Men måske ringer fire beboere imens, fordi de er blevet lovet at komme på toilet«, siger social- og sundhedshjælperen.
Hun og kollegerne har prøvet at rejse problemerne op i systemet: »Men man kan godt fornemme på ledelsen, at hvis vi ikke kan lide lugten i bageriet, kan vi finde noget andet at lave«.
fortsæt med at læse
