I begyndelsen af august 2011 blev Geodatastyrelsen og Naturstyrelsen kimet ned af journalister, der lige skulle forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, at en lokal beboer ved Horsens Fjord tilsyneladende havde opdaget en helt ny ø. I Danmark.
Det kunne lyde en kende spøjst i en tid med satelitfotos af snart sagt hver en krumme af verden, men forklaringen var sådan set ret simpel. Et helt præcist tal over danske øer findes ikke.




























