Frontpladen på en aflåst skuffe med fortrolige papirer på tillidsfolkenes kontor er i stykker. Det yderste finérlag er brækket delvist af, så man kan se savsmuldet indenunder. Skaden kommer fra et af de indbrud, beboere har begået på kontoret, hvor skuffen blev brudt op i en søgen efter kontanter.
Indbrud, stofmisbrug og voldsepisoder er blevet en indgroet del af hverdagen på det psykiatriske bocenter, hvor den 57-årige Vivi Nielsen i påsken blev stukket ned af en beboer, skriver Fagbladet FOA.




























