Størstedelen af politiets sigtelser for menneskesmugling er i den milde ende. I årets første kvartal har politiet i den midlertidige grænsekontrol sigtet 100 for den mindre grove form for menneskesmugling, mens 22 er sigtet for en mere organiseret form for menneskesmugling. Det fremgår af et svar, som justitsminister Søren Pind (V) har givet til Folketinget.
»På nuværende tidspunkt er det primært familiemedlemmer, der forsøger at smugle konen, niecen eller søsteren herop. Der er ikke noget økonomisk forbundet med det, og det bærer ikke præg af at være organiseret menneskesmugling«, siger Kim Kliver, politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.




























