Det kan godt være, at det er blevet sjovere at være gammel i Danmark i de seneste årtier. Med stadig sundere og mere aktive ældre, der til det sidste lærer sig nyt, omgås andre, rejser, dyrker sport og sågar sex.
Det er bare ikke noget, der aftvinger respekt i den brede befolkning. Hver anden dansker mener, at ældre i dag har lavere status end for 40 år siden. Det fremgår af en rundspørge foretaget af Megafon for Politiken og TV 2. Blot hver fjerde mener, at de ældres status er højnet.


























