Jeg var FN-soldat, og så sendte min søster en artikel om, at man kunne køre hundeslæde i Knud Rasmussens fodspor. Jeg tog derop, og det var fantastisk. Jeg kom igen og var en del af det i 10 år, indtil jeg blev far og vidste, at nu er det kapitel slut. Så skifter man til en anden fase i livet. Det var i 2007.
Jeg har aldrig haft problem med, at tingene var sure og hårde. Når man er på vej hen til det, er det ikke rart, men når man er midt i det, er det noget med at lukke og så tage det som en oplevelse. Jeg kan en mild form for det, eksempelvis cykelryttere kan. Lukke for noget og fokusere på noget andet. Sådan har det altid været. Jeg er nysgerrig på ting, der gør ondt, og mine fysiske grænser.




























