Mændene i grupperne Bandidos og Hells Angels og deres støttegrupper er et dyrt bekendtskab for samfundet. Hver eneste dag i 2000 sad godt 60 rockere i fængsel, fremgår det af en ny rapport om organiseret kriminalitet i Danmark. De to grupper har delt landet op i territorier, og sidste år begik mænd med rockerrelationer "alle typer af kriminalitet, som kunne skaffe økonomisk udbytte," hedder det i rapporten fra rigspolitichefen. Indimellem var de involverede anbragt bag tremmer. Der var »konstant ca. 40 strafafsonere med relationer til Hells Angels og godt 20 Bandidos-relaterede strafafsonere,« står der i rapporten. De unge mænd i støttegrupperne stræber efter at få en fast tilknytning til Hells Angels og Bandidos. Derfor går de til hånde, fungerer som vagter og udfører kriminalitet for deres forbilleder. I nogle tilfælde er der samarbejde mellem rockergrupper og folk i gadebande-miljøet. Selv om drengene og de unge mænd i banderne ofte "blot" laver ballade og mindre kriminalitet, overvåger politiet banderne. Det skyldes, forklarer politimester Jens Henrik Højbjerg i rigspolitichefens afdeling A, at nogle bandemedlemmer skrider ud i alvorlig kriminalitet: »Vi har desværre set, at ud over den mere almindelige uroskabende adfærd, som kan være generende nok, har en del personer fra dette miljø været involveret i meget alvorlig kriminalitet - inkasso- og beskyttelsesforretninger, røveri, narkokriminalitet og andre af de alvorlige overtrædelser«, siger Jens Henrik Højbjerg. Kriminalitet fra øst Når man ser bort fra rockergrupperne, har de internationalt kendte forbryderorganisationer som f.eks. de kinesiske triader, colombianske kokain-karteller eller andre ikke fået fodfæste i Danmark. Men nogle grupper fra Rusland, Albanien og de baltiske lande har dog begået kriminalitet i Danmark, forklarer Jens Henrik Højbjerg: »F.eks. har albanske organisationer været aktive i flere større heroin-sager herhjemme, men de opholder sig andre steder end i Danmark. I det øjeblik, denne type af organisationer begynder at opholde sig her, bliver det mere alvorligt«, siger politimesteren. Den albanske mafia benytter sig ofte af unge ikke-albanere, der som kurérer fragter heroin til Danmark i BMW og Mercedes-biler, kan man læse i rapporten, som også fortæller om moms-svindel, menneskesmugling, børnepornografi og andre typer af kriminalitet. Internationalt samarbejde At den internationale organiserede kriminalitet er forholdsvis beskeden, skyldes blandt andet, at dansk politi bruger mange kræfter på at samarbejde med kollegaer i andre lande, mener politimester Jens Henrik Højbjerg. Således har en baltisk politimand hjulpet Århus Politi i forbindelse med sagen om menneskesmugling af baltiske kvinder til prostitution i Danmark, og om kort tid udstationeres en såkaldt forbindelsesofficer fra Litauen i Danmark. »Disse initiativer tages for at forebygge, at udenlandske bander får fodfæste herhjemme«, forklarer Jens Henrik Højbjerg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Signe Andreasen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak




























