Her kommer mutter med hækkesaksen

Da Søren Ryge Petersen her i LørdagsLiv påstod, at kun mænd kan nære næsten lidenskabelige følelser for deres hæk, fik han adskillige læsere til at styre direkte til computeren i protest. Vi har besøgt nogle af de kvindelige læsere, der ikke vil overlade klipningen af deres hæk til andre. For en måneds tid siden skrev jeg en lille historie om 'Byens bedste hæk' - om den perfekte, snorlige hæk, der bliver klippet tre gange hver sommer. Jeg tillod mig ved samme lejlighed at mene, at det altid er mænd, der udviser en sådan lidenskab over for hække (og græsplæner), men at jeg da gerne ville have et praj, hvis der også er kvinder på banen. Den gav pote. En halv snes hække-klippe-elskere har skrevet til mig, og hermed følger et udvalg af brevene. Som også har givet anledning til at få fotograferet nogle af kunstværkerne. NØDVENDIGHED OG HARMONI Vibeke Persson skriver: Det var en fin artikel om de entusiastiske mænd, græsplæner og hække. Men sætningen »ingen kvinde kan udvise en sådan lidenskab for græsplæner og hække, som mænd kan« er vel skrevet for at få det til at lyse rødt for halvdelen af læserne. For min del blegrødt, for det kan da ikke passe, at det kun er mig, der igennem hele mit liv har set landlige koner med forklæde og mormorarme klippe hække, håndluge og pleje køkkenhave, nok af lidenskab, men for nødvendighed, harmonien og skønheds-sansen (det er måske også en slags lidenskab). Op igennem alle årene har jeg set dem hist og pist med grensakse om efteråret gå til benet og som en frisør rette til, studse, ofte uden el eller benzin. Mange kvinder kan/vil ikke det dér, det må man give dig ret i. Men de findes - det var bare det. KARATE KID SOM INSPIRATION Marianne Lund skriver: Nååå ... så du tror, at hække-klipning kun er for mænd! Du eftersøger en kvinde med lidenskab for hække. Jeg som kvinde besidder denne lidenskab. Jeg klipper min hæk med fornøjelse. Har netop klippet den for tredje gang i år. Vi overtog haven for tre et halvt år siden og ændrede hækkens former, så de går op og ned, ud og ind, i trappe langs trappen op til huset, og jeg har ladet nogle grene vokse, som jeg så har flettet, og som nu har fået en lille kugle i toppen. Desuden vokser en smuk hyld i midten af hækken, og den er klippet i facon, og et sted, hvor hækken er gået ud, vokser der en kaprifolie henover. Søren, du anbefalede en gang en ny slags hæksaks, som jeg nu har fået af min mand, og når jeg klipper med den, kommer jeg i en 'dybere' kontakt med min hæk. Når jeg klipper hækken, tænker jeg på filmen Karate Kid, hvor hans læremester viser ham, hvordan han skal pudse en bil for at komme i god træning. Fordybelse og udholdenhed er kodeordene for at blive en god karatemester - og hækklipper. FAMILIEN FØLGER MED Lotte Winther skriver: Det er ikke, fordi jeg ligefrem har lyst til at lyde som en indtørret feminist, men din artikel om superhækken var ved at ødelægge mit ellers gode weekendhumør. Hvad skal det sige, at »ingen kvinde kan udvise en sådan lidenskab for hække, som mænd kan?«. I min familie er det mig, som plejer buksbomhækken, som var det et spædbarn. Godt nok har jeg overtaget hvervet efter min far, men allerede som teenager sneg jeg mig til at klippe den, før han kunne finde hæksaksen frem. Jeg har nu plejet den i mere end ti år, og hvert år kommer hele den store familie på besøg i sommerhuset for at se, om hækken stadig står lige så smukt, som den altid har gjort. For øvrigt er interessen lige så stor hos de kvindelige som de mandlige familiemedlemmer - næsten større hos de kvindelige! Jeg vil dog ikke vise dig et billede af hækken, da der på mystisk vis også er kommet et hul i min hæk. EN UGENTLIG KLIPNING Niels Riis Ebbesen skriver: Du har efterlyst informationer om kvinder med lidenskab for hække. Jeg kender en, hun hedder Kirsten og hun har mange år faconklippet sin ligusterhæk i hånden. Den beskriver en vinkel, og den er så lige, at den kan tåle et vaterpas og en vinkel. Hun er nu også ved at opbygge to tårne - et i hver ende. Lige nu er hun ved at indhente det forsømte efter tre ugers sommerferie, for normalt bliver hækken klippet en gang om ugen i hele vækstsæsonen, og hun vil ikke tillade andre at klippe den. Kirstens hæk er så tæt, at den reelt kan bruges som bord. Jeg ved godt, det lyder usandsynligt, men man kan stille et tekrus på toppen af hækken. Hun bruger den blandt andet, når hun skal lægge vasketøj sammen. Jeg dyrker selv fornøjelsen med en håndklippet ligusterhæk. Min er bare meget stor - jeg har regnet ud, at jeg har i alt ca. 100 løbende meter, og den er omkring 220 cm høj. Jeg klipper en time eller to dagligt, og når jeg er nået rundt, kan jeg starte forfra. Det er ren meditation. HVIS KVINDER FIK LOV ... Og Regner Grasten skriver: »Taxa-chaufførerne stopper i beundring, beboerne på vejen arbejder forgæves på at efterligne den - og så er den lavet af min KONE! Tove har med en lidenskab, der ikke er set lige, bygget et unikt bygningsværk op, og jeg personligt mener, at det er lige i overkanten - rent bogstaveligt«. Tak til Vibeke, Marianne, Kirsten, Lotte, Tove og alle I andre lidenskabelige kvinder. Det har været en stor fornøjelse at høre fra jer, og jeg må altså i gang med en grundlæggende revidering af min kvindeopfattelse. For jeg ved da godt, at kvinder i almindelighed er mere fantasifulde og kreative end mænd (!). Jeg ved også, at de - når det gælder orden og renhed og pænhed i hus og hjem og have - i mange tilfælde er den dominerende kraft. Men jeg vidste ikke, at et formodentlig større antal kvinder omfatter hækklipning med noget, der bare tangerer lidenskab. Men det er selvfølgelig kun, fordi jeg ikke har mødt kvinder nok i mit liv. Jeg nåede dog at møde Bodil, som blev næsten 100 år, inden hun døde. Bodil og Frantz Møller fra Lund er for mig indbegrebet af et ægtepar, der omfattede både haven og hinanden med stor og ægte kærlighed. Deres opdeling af havearbejdet var en bekræftelse på det, jeg nævner ovenfor: Bodil fik alle de gode og smukke ideer. Bodil lugede og såede og plantede. Frantz bekæmpede mælkebøtter, slog græs og klippede buksbom. De havde den fineste rosenhave med buksbomhække og buksbomfigurer, og jeg er helt sikker på, at Bodil aldrig nogensinde rørte hækkesaksen. Men måske skyldtes det bare, at hun ikke fik lov. Ligesom med mine egne kvinder. De har aldrig klippet hæk, men de har heller aldrig fået mulighed for det. Jeg har jo gjort det selv, længe inden de har tænkt tanken.