Hård kritik af færøsk NATO-tilladelse

Lyt til artiklen

Færøernes to store oppositionspartier - Socialdemokratiet og Sambandspartiet - kritiserer nu i meget hårde vendinger den fremgangsmåde, der blev benyttet, da lagmand Anfinn Kallsberg gav sit samtykke til, at amerikanske fly i foreløbig et år kan benytte det færøske luftrum og Vagar Lufthavn. Forespørgslen fra NATO om at få tilladelse til muligvis at gøre brug af Færøernes luftrum blev afleveret til lagmandens kontor via Udenrigsministeriet i Danmark, og lagmandskontoret gav sit samtykke - uden at det færøske lagtings Udlandsudvalg nåede at blive indkaldt forinden. Fælles erklæring Ifølge en fælles erklæring fra de to oppositionspartiers medlemmer af Udlandsudvalget - heriblandt Socialdemokratiets leder Joannes Eidesgaard og tidl. lagmand Edmund Joensen fra Sambandspartiet - slås kraftigt ned på, at lagtinget hermed ikke fik mulighed for at vise sit medansvar overfor resten af verden: »Lagmanden og formanden for Udlandsudvalget har med deres ubehændige fremgangsmåde sat lagtinget i en unødvendig og meget pinlig situation. Der skal ikke herske tvivl om, at Færøernes lagting ville have bakket op om, at vi skal stå skulder ved skulder i kampen mod terror. Men af bar klodsethed hos både lagmanden og formanden for Udlandsudvalget fik lagtinget ikke mulighed for at vise sit medansvar overfor omverdenen. Dette er et meget alvorligt brud på tilliden mellem lagtinget og landsstyret, og dette må få konsekvenser, så en sådan situation ikke gentager sig, lyder det fra de to partier, der vil lade det være op til lagtinget at afgøre, hvilke konsekvenser sagen skal få«. Kort frist Overfor den færøske avis Dimmalætting siger lagmand Anfinn Kallsberg dog, at han gjorde alt hvad kan kunne for at få Udlandsudvalgets mening, inden han gav sit samtykke til at amerikanske fly må benytte Færøernes luftrum. »Men det lykkedes ikke, da Udenrigsministeriet havde sat en meget kort frist til at få et svar fra Færøerne«, fastslår Anfinn Kallsberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her