Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Flere børn skal fjernes i Grønland

Lyt til artiklen

De grønlandske sociale myndigheder skal være mere opsøgende blandt problemfyldte familier og fjerne misrøgtede børn meget hurtigere, end de gør i dag. Det bliver et krav i en ny forordning om børn og unge, som Landsstyret forventer at have klar til efteråret. »Kommunerne skal være bedre til at gribe ind, når de opdager, at børn ikke har det godt. Hellere fjerne et misrøgtet barn i dag end i morgen«, siger landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked Ole Dorph. De nye krav betyder, at flere børn skal anbringes uden for hjemmet, men det bliver svært, for børnehjemmene er overbelagte. Lang kø Der står i forvejen 150-200 børn i kø for at komme væk fra deres forældre, viser en undersøgelse fra Kanukoda, Kommunernes Landsforening i Grønland. »Vi forventer, at finde 60-65 pladser ved at bygge et nyt behandlingshjem i Sisimiut og ved at flytte handikappede børn fra børnehjemmene ud i nye hjem til handikappede, så der bliver frigjort flere behandlingskrævende pladser. Vi regner også med at skaffe pladser ved familieanbringelser i stedet for børnehjem. Men det kræver opsøgende virksomhed, uddannelse og information«, siger Ole Dorph. Hjemmestyret har i dag en samlet kapacitet på 170 pladser i døgninstitutioner, og for at dække behovet skal der oprettes 175-200 ny pladser, skønner Kanukoda. Behov for nye pladser Foreningen understreger samtidig, at der er behov for nye behandlingscentre, hvor hele familier kan komme på internatophold og dermed i lære som forældre. Kritikere tror ikke meget på Ole Dorphs planer. »Det er godt med fokus på en tidlig indsats, men det, Dorph laver, er principper. Hvornår kommer handlingen? Vi forventede, at forordningen blev fremlagt her til foråret. Tænk, at der skal gå så lang tid med at hjælpe de mange omsorgssvigtede børn«, siger Asii Chemnitz Narup, der er socialrådgiver og landstingsmedlem for oppositionpartiet IA. Foreslår rejsehold Hun mener, at der omgående bør etableres et rejsehold, der rejser rundt i landet for at sætte hurtigt ind over for de børn, der har det værst blandt de 150-200 børn på venteliste. På børnehjemmene er man enige i, at der gribes ind alt for sent. »Vi har ingen børn under fire år, og de fleste er langtidsanbragte, fordi der ikke gribes ind i tide, så de er meget ødelagte«, siger forstander Hans Wiechmann fra Røde Kors Børnehjem, hjemmestyreejet og landets største børnehjem. Her har man 30 pladser til børn og børnefamilier. For tiden er der 35 beboere. Heller ikke på andre børnehjem er der ledige pladser, og alle institutioner har netop fået at vide, at de skal spare. Familiepleje Placering af børn i familiepleje er en mulig løsning, men kun på længere sigt, siger Hans Wiechmann: »Børnene er i dag så omsorgssvigtede, at de ikke kan komme ud i familier med det samme. Vi taler om børn, der har været misbrugt seksuelt og udsat for vold, om små bekymrede børn, der har hentet deres mor og far på værtshus og sørget for deres mindste søskende. De skal først og fremmest have professionel behandling, før de kan sendes ud i en familie«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her