Socialdemokratiet pusler med en skattereform, som vil øge skatten på boliger og andre værdier, der ikke kan flyttes. Til gengæld vil danskerne få lavere indkomstsskatter. Hidtil har socialdemokraterne afvist at fortælle om deres fremtidige skattepolitik, men i et interview med LO's ugebrev A4 giver folketingsmedlem Frank Jensen et fingerpeg om den nye kurs. »Skattestoppet medfører et voldsomt generationstyveri. Når ejendomsværdiskatten ikke stiger, er det udtryk for, at de, der har, skal mere gives. Der skal vi sætte ind med en politik, der nedsætter skatten på arbejde og lægger mere på de værdier, der ikke er flytbare«, siger Frank Jensen. Socialdemokratiets skatteordfører, Jacob Buksti, har hidtil afvist at berette om den kommende S-kurs i skattepolitikken. Derfor er det uvist, om Frank Jensen tegner partiet.
Frank Jensen foreslår højere skat på boliger
Lyt til artiklen