Mistænkte skal udenfor døren i sex-afhøringer

Lyt til artiklen

Det skal være slut med, at sexmisbrugte børn risikerer at støde ind i den person, som er sigtet for misbruget, i forbindelse med videoafhøringen hos politiet. Justitsminister Lene Espersen (K) er klar til at følge anbefalingerne for en arbejdsgruppe, som i flere år har kulegravet reglerne om efterforskning af sager om sexmisbrugte børn. Arbejdsgruppen foreslår, at loven ændres, så den sigtede fratages retten til at følge videoafhøringen af det misbrugte barn på en tv-skærm i et andet lokale på politistationen. Dermed går arbejdsgruppen op mod Højesteret, som for et par år siden i to principielle kendelser fastslog, at den sigtede har ret til at følge videoafhøringen direkte. »Det er min hensigt at følge den anbefaling og foretage en lovændring, så vi går tilbage til den praksis, der var, før Højesteret afsagde de to kendelser. Så tiltalte ikke sidder i et rum ved siden af og overvåger afhøringen af det sexmisbrugte barn«, siger Lene Espersen. Ifølge justitsministeren skal den mistænktes forsvarer stadig have lov til at følge afhøringen, og den misbrugs-mistænkte vil få lov til at se båndet med video-afhøringen forsinket. Forslaget skal nu til høring hos politi, advokater, domstole og foreninger. Men deres modargumenter skal være meget gode, siger ministeren. Juridisk modstand »Der er ingen tvivl om, at det vil give anledning til en masse juridisk diskussion om retssikkerhed. Men jeg mener, at i den her slags sager må hensynet til barnets tarv veje ekstremt tungt«, siger hun. Juristerne i Advokatrådet er ganske rigtigt kritiske. Medlem af Retsplejeudvalget, advokat Jakob Lund Poulsen siger, at forslaget kan komme til at betyde en yderligere belastning af barnet: »Det grundlæggende hensyn er, at barnet ikke må lide overlast. Men konsekvensen af det her kan meget nemt blive, at forsvaret er nødt til at kræve barnet ført som vidne igen på et senere tidspunkt - måske mens sagen er for den dømmende ret«, siger han. Advokaten peger på, at Højesteret i de to kendelser henviste til menneskerettighedernes krav om at sikre en retfærdig retsag og mulighed for at forsvare sig. Meningen med Højesterets kendelse var at give den mistænkte mulighed for at udpege fejl og usandsynligheder i barnets forklaring og dermed give forsvarsadvokaten mulighed for at stille de rigtige modspørgsmål til barnet. »For at videoafhøringerne kan bruges som bevis, kræver det, at forsvareren har fået mulighed for at stille de spørgsmål, som barnets forklaring giver anledning til. Og det kræver et samarbejde med klienten, som kan kommentere de ting, barnet forklarer«, siger Jakob Lund Poulsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her