»Det er hverken skibsrederen eller sømanden! Og så siger jeg ikke mere«. Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, (S) er så glad og begejstret, som en god og uventet gave på 50 millioner tilsiger. En privat fond har henvendt sig med en ledig sum i den størrelse til renovering af Kongens Nytorv. Vil være anonym Eneste betingelse er, at giveren foreløbig vil være anonym, og at kommunen kommer med den anden halvdel til torvet - en bevilling på andre 50 millioner kroner. »Der er ingen grund til at spekulere i, hvem giveren er, men der er virkelig grund til at glæde sig over, at nu får en af byens bedste og fineste pladser den renovering, den virkelig fortjener. Det kan blive et af Europas smukkeste byrum«, siger overborgmesteren. Det er ikke skibsrederen Om gaven vil han dog godt afkræfte, at det er skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller - manden bag operagaven på Holmen - som igen har været i lommerne. Og giveren er heller ikke sømand Preben Møller Hansen, der tidligere har siddet i Borgerrepræsentationen for Fælles Kurs, og som i sin fortid som fagforeningsboss var kendt for at forklare unavngivne midler med en bemærkning om, »at der var kommet en mand med en papkasse«. »Det er en meget ædel fond, og der står fine folk bag. Jeg står fuldstændig inde for disse mennesker og har fuld respekt om, at de ønsker at være anonyme, indtil torvet er ved at være klar«, siger Jens Kramer Mikkelsen. Fart på de folkevalgte Når han vælger at gå ud med gaven nu, er det for at geare den kommunale beslutningsproces op. Allerede torsdag skal medlemmerne af Borgerrepræsentationen tage principielt stilling til gaven. »Jeg anbefaler et fuldtonet ja tak, og som jeg har sonderet det politiske terræn, vil der være stort flertal for det«, siger overborgmesteren, som også har fået foreløbig opbakning til at bevilge de første fem millioner kroner til at gå i gang. Det allerførste skridt bliver at finde de eksisterende planer for en gennemgribende renovering af pladsen frem fra 2001. Dengang standsede forvandlingen af det nedslidte og rodede område netop på grund af pengemangel, og investeringen blev skønnet til 100 millioner kroner. Nøjagtigt det beløb, som kommunen og fonden nu tilsammen har rejst. Siden skal selve arbejdet med at omdanne pladsen sendes i EU-udbud, men i 2004 går arbejdet for alvor i gang. Torvet kan i sin nye skikkelse indvies i midten af 2005, og til den tid vil den gavmilde giver formentlig stå ved siden af overborgmesteren, når snoren klippes. »Genåbningen af pladsen kommer til at passe med en begivenhed i den historie, som ligger bag fonden. Og nej, det har heller ikke noget med H.C. Andersen at gøre«, siger Kramer Mikkelsen. At planerne for Kongens Nytorv har været skrinlagt, indtil den rette donor kom, finder overborgmesteren ikke underligt. Slogan: 'By ved vand' »Godt nok har København en god økonomi og er i et sundt forløb, men ønskesedlen til investeringer er stadig meget længere, end pengene rækker til. Derfor har vi hele tiden øjne og ører åbne for, hvem der vil København det så godt, at de også har penge med«, siger han og giver som eksempel - ganske vist på det modsatte - Gefionspringvandet. »Vi kan ikke være bekendt at have så smukt et anlæg uden vand. Vi har længe ledt efter private investorer, som ville hjælpe, men det er ikke lykkedes. Derfor har vi nu langt om længe fundet pengene i kommunekassen, men skulle vi have samme tålmodighed, kunne Kongens Nytorv har fået lov at vente længe«, siger han. Den centrale plads, som i dag er et forvirret og uskønt syn af pølsevogne og kaotisk trafik, binder den gamle middelalderby sammen med Nyhavn, og det passer godt med ønskerne om at understrege Københavns beliggenhed ved vandet. »Det bliver virkelig en virkeliggørelse af vores slogan 'by ved vand', når man kan vandre tværs over et nyt Kongens Nytorv og se vandet. Hvis man da ikke standser op på torvet, hvor vi også håber, der bliver cafeer og udeservering«, drømmer Kramer Mikkelsen. Og blot til beroligelse for de mange, som om vinteren har cirklet rundt om rytterstatuen på skøjter: også i den fremtidige plan bliver der plads til prinser og prinsesser på isen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Klumme af Christian Jensen
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Leder af Marcus Rubin
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























