Mænd har ingen overgangsalder

Lyt til artiklen

Danske eksperter advarer mod en international tendens til, at midaldrende mænd styrter til lægen for at få hormonbehandling. Mandlig overgangsalder er noget sludder, siger overlæge. Den mandlige overgangsalder som en parallel til kvindernes eksisterer ikke. Det er danske eksperter enige om på et tidspunkt, hvor begrebet nærmest er blevet et modefænomen, og hvor især amerikanske midaldrende mænd styrter til lægen for at få tilskud af det mandlige kønshormon testosteron i håb om at få ungdommens energi og potens tilbage. Kunstigt begreb »Den mandlige overgangsalder - eller andropausen, som er den internationale betegnelse - er et kunstigt opfundet begreb. Mænd omkring de 50 kan måske godt have symptomer, som svarer til dem, kvinder kan opleve i overgangsalderen. Men så er de snarere betinget af deres livsvilkår end af nedgang i deres hormonniveau«, siger læge, ph.d. Anders Juul, Klinik for vækst og reproduktion på Rigshospitalet. »Mens kvinders produktion af kønshormonet østrogen ophører totalt ved menopausen, falder mænds produktion af testosteron støt og roligt med omkring én procent om året. Det betyder, at langt de fleste - også ældre mænd - fortsat ligger inden for det, der må betragtes som normalområdet«, siger Anders Juul. Ingen dokumentation Derimod findes der mænd, som lider af testosteronmangel på grund af sygdom i hypofysen eller testiklerne. »De skal selvfølgelig behandles«, siger Anders Juul. »Men jeg vil gerne advare mod, at vi i Danmark begynder at give testosterontilskud til mænd med en hormonproduktion inden for normalområdet. Vi mangler simpelthen ordentlige undersøgelser, der dokumenterer, at det hjælper, og om der er bivirkninger«. 'Noget sludder' Anders Juul afliver begrebet andropause i dag på et symposium om mænds sundhed og sygdomme. Og han bakkes op af professor Svend Lindenberg, overlæge på Fertilitetsklinikken på Amtssygehuset i Herlev. Han er ellers kendt som en af de læger, der behandler mænd med testosterontilskud. »Men jeg behandler kun mænd med stærkt nedsat testosteronproduktion, og jeg er enig med Anders Juul i, at begrebet mænds overgangsalder er noget sludder«, siger Svend Lindenberg. »Testosteron er ikke nogen lykkepille, der skal drysses ud over normale mænd«. Ingen af de to læger tør skyde på, hvor mange mænd der reelt kan have glæde af en hormonbehandling. En amerikansk undersøgelse har givet et bud, der lyder på cirka fem procent af mænd over 60 år. På forkant Medicinalfirmaet Organon, der som det eneste herhjemme sælger testosteron i pilleform, har tidligere lanceret deres produkt i forbindelse med begrebet mænds overgangsalder. »Men vi er også holdt op med at tale om overgangsalder eller andropause. Det vigtigste er, at man begynder at interessere sig også for ældre mænds helbred og får undersøgt, om deres skavanker kan have noget med hormoner at gøre. Så vil vi ikke diskutere, hvad barnet skal hedde«, siger medicinsk chef i Organon A/S Lene Juncker-Jensen. Langt under 1000 mænd behandles Ingen kender antallet af danske mænd i hormonbehandling, fordi det ikke registreres. »Måske 200-300 og i hvert fald langt under 1.000«, siger Svend Lindenberg. »Jeg tager emnet op, fordi diskussionen er her, og fordi jeg mener, vi skal være på forkant med udviklingen«, siger Anders Juul.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her