Danskerne sparer på vandet

Lyt til artiklen

Danskerne bliver stadig bedre til at lukke for vandhanen, når de børster tænder. Inden for de seneste 13 år er det private forbrug af vand faldet med 30 procent. Det viser Vandstatistik 2002, som vandværkernes forening Danva netop har offentliggjort. 122 liter vand om dagen Mens hver borger i 1989 lod 174 liter vand løbe gennem hane, bruser og toilet hver eneste dag, så var det daglige forbrug sidste år faldet til 122 liter. Ifølge Danva er forklaringen, at danskerne er blevet mere miljøbevidste. De køber vandbesparende brusere, toiletter med lille skyl og er flittige til at spare på vandet, hvor de kan. Stor forskel på forbruget Der er dog stor forskel på, hvor meget vand danskerne bruger. Nogle bruger op mod 200 liter om dagen, mens andre er nede på 50 liter. Københavns Energi (KE) følger forbruget af vand hos en familie i Valby. KE har forsynet familien med en vandbesparende vaskemaskine og andre installationer. Målet er at få forbruget ned på 50-60 liter per person hvert døgn. Allerede nu er forbruget faldet med 30-40 liter. Mens forbruget falder, stiger prisen. På ti år er den næsten fordoblet. 1.000 liter vand koster nu knap 35 kroner. Den primære årsag til prisstigningen er, at staten har indført en række afgifter på vand. Kommunerne lapper utætte rør Danvas tal viser desuden, at kommunerne nu spilder mindre vand gennem utætte rør end tidligere. En strafafgift har motiveret kommunerne til at lappe ledningsnettet, så kun seks ud af 100 liter går tabt på vejen fra vandværk til forbruger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her