Pris siger intet om kvalitet i børnehaver

Forældre i Skærbæk Kommune i Sønderjylland kan smile lidt mere igennem, når de afleverer deres børn i børnehaven. For her hænger pris og personale rigtig godt sammen. Skærbæk er den kommune i landet, hvor man får mest personale til sine børn for forældrebetalingen: Hver familie betaler 1.280 kroner, og hver pædagog eller medhjælper i børnehaven skal gennemsnitligt tage sig af knap fem børn. Det fremgår af beregninger, som Politiken har lavet på grundlag af Indenrigsministeriets kommunale nøgletal fra 2002. Ingen sammenhæng I den anden ende af skalaen ligger Kjellerup i Midtjylland, hvor forældrene betaler 1.526 kroner for en børnehaveplads - og hvor hver ansat skal tage sig af godt ni børn. I Skærbæk skal man altså betale 246 kroner mindre end Kjellerup - men har næsten dobbelt så meget personale til børnene. Og sådan er det hele vejen igennem. Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet - forstået som mængden af personale i forhold til børnetallet. Det kritiseres af både forældre og pædagoger. Forringelser Henriette Bjergvang, mor til fire børn og formand for Landsforeningen af Forældre til Børn i Daginstitutioner, forstår ikke, hvorfor man ikke får en bedre service i form af mere personale, hvis man betaler en høj pris for at få sit barn passet. »Forringelserne vil ingen ende tage. Det er jo stort set det eneste område, hvor man kan sætte prisen op og samtidig forringe servicen ved at skære ned på personalet. Det kan jo kun lade sig gøre, fordi vi som forældre ikke har andre steder at gå hen, hvis vi vil have passet vores børn. Det er ligesom Arla, der selv bestemmer prisen og kvaliteten på mælken«, siger Henriette Bjergvang. Hos landets pædagoger (BUPL) forstår man heller ikke kommunernes politik: »Forældrene betaler vilkårligt uden at være sikre på at få samme kvalitet for pengene. Det er også ulogisk, når vi ved, hvor vigtigt det er med omsorg og opmærksomhed i den alder. Hvis pædagogerne ikke har tid til at tage sig af det enkelte barn, kan det gå ud over for eksempel den sproglige udvikling«, siger Bente Sorgenfrey, mangeårig formand for BUPL, der netop er blevet udnævnt som formand for hovedorganisationen FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd. BUPL har tidligere foreslået, at en ansat i en børnehave højst må passe fem børn ad gangen for at kunne give en ordentlig omsorg. Det er der i dag cirka 20 ud af landets 271 kommuner, der lever op til. Alligevel vil politikerne ikke gribe ind. Socialminister Henriette Kjær (K) mener, at det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvad prisen og kvaliteten skal være. Og hun bakkes op af Kommunernes Landsforening (KL). »Det er friheden i det lokale selvstyre, at man selv kan afgøre, om man vil gøre noget særligt for børnefamilier eller generelt måske sænke skatten. Så principper for betaling for børnepasning kan ikke fastsættes centralt«, siger formanden for KL's Børne- og Kulturudvalg, Bjørn Dahl (V), der også er borgmester i Roskilde. Et godt omdømme I landets bedste børnehavekommune, Skærbæk, forklarer borgmester Svend Ole Gammelgård (V) placeringen med, at man forsøger at få mest muligt ud af forældrenes indbetalinger. »Måske kunne vi godt skære ned på antallet af pædagoger, men børnehaverne i kommunerne har et godt omdømme, og det ønsker vi ikke at pille ved. Det er også svært at lave stordriftsfordele i for eksempel børnehaven på Rømø, hvor vi kun har 20 børn. Der skal jo være et vist antal voksne for at få ugeskemaet til at hænge sammen«, siger Gammelgård. Hans partifælle i Kjellerup Hans-Jørgen Hørning forklarer sin bundplacering med, at kommunen »må vende hver en krone«: »Vi har altid haft en rimelig høj forældrebetaling, fordi vi er en kommune med et begrænset skattegrundlag«, siger borgmester Hørning. Kjellerup er også på en kedelig sidsteplads, hvis man ikke ser på pris, men udelukkende på normering - hvor mange børn der er i forhold til personale. Bedst på normering er lidt overraskende København, hvor forældrene - når de endelig får en institutionsplads - kan glæde sig over, at hver pædagog eller medhjælper kun skal tage sig af godt fire børn hver. En del af forklaringen er dog, at hovedstaden har mange tosprogede børn, der sluger en del af normeringen.