En 53-årig lærer fra Hjørring må stadig arbejde med børn, selv om han i fredags blev dømt for besiddelse af børneporno og to tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod mindreårige piger. Dommen lød på 14 dages betinget fængsel og 30 dagbøder à 500 kroner og åbnede dermed for, at manden kan genoptage sit skolelærerjob, som han sidste år blev suspenderet fra, da hans teenagedatter fortalte sin klasselærer - og mandens kollega - at den 53-årige havde børneporno på sin computer. Derfor er det nu alene op til Hjørring Kommune at afgøre, om den dømte kan vende tilbage til sin stilling. Overraskende dom Formand for børne- og ungdomsudvalget Else Købstrup (V) har endnu ikke set dommen og vil derfor ikke pege på, hvilken løsning hun foretrækker. Men hun forklarer, at dommen kommer bag på hende. »Jeg synes, det er overraskende, at han ikke er frakendt retten til at undervise børn og unge; især fordi han er dømt for blufærdighedskrænkelse, som er foregået i skoleregi«, siger hun. Den første krænkelse, som manden er dømt for, skete i 1998. Her befølte læreren sin datters veninde på brysterne, da hun som 12-årig overnattede i familiens hjem. Veninden var samtidig elev på den skole, læreren arbejder på. Den anden krænkelse fandt sted sidste år, da den 53-årige fotograferede forberedelserne til et luciaoptog, hvor hans elever klædte om. Én bestemt 11-årig pige blev fotograferet adskillige gange med nøgen overkrop, og politiet fandt senere billederne på mandens private computer. Her dukkede også over 200 ulovlige børnepornografiske billeder op. Else Købstrup forklarer, at kommunen først bliver nødt til at danne sig et overblik over kommunens juridiske muligheder og mandens rettigheder, inden der kan tages en endelig beslutning. »Men jeg har da meget stor forståelse for, at det vil være svært at skabe et tillidsforhold mellem ham og forældrene på skolen. Sådan ville jeg have det, hvis jeg var en af forældrene - og det siger jeg ikke som politiker, men som person«, tilføjer hun. En overstået mani Manden erklærede sig selv uskyldig i de to krænkende forhold og forklarede i retten, at hans liv ville ramle sammen, hvis han blev dømt til ikke at måtte undervise fremover. »Jeg har dummet mig med hensyn til billederne. Det har været en mani, men den er jeg ovre nu, og jeg vil aldrig beskæftige mig med den slags mere. Jeg er stolt over, at min datter er gået til sin klasselærer med sagen. Det viser bare, at vi har opdraget hende rigtigt«, sagde han ifølge Ritzau, inden dommen faldt. Ifølge formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann, er det imidlertid dybt betænkeligt at lade en pædofilidømt fortsætte med at arbejde med børn. »Dommen forekommer besynderlig, fordi der åbenlyst er en risiko for, at der kan finde noget tilsvarende sted igen. Straffen ændrer ikke pædofiles adfærd - der skal en behandlingsindsats til«, siger han. Stod det til Klaus Wilmann, skulle alle pædofilidømte frakendes retten til at have med børn at gøre. »Også hvis forbrydelsen 'kun' indskrænker sig til, at man har downloadet eller købt børnepornografisk materiale, bør man frakendes retten til at arbejde med børn. Bag et hvilket som helst af de billeder ligger et overgreb, og derfor gør man sig medskyldig«, forklarer han. På den baggrund opfordrer børneformanden anklager Axel Stigaard fra Hjørring Politi til at anke dommen. Ham har det ikke været muligt at få en kommentar fra.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























