Ombudsmanden giver rigspolitichefen en næse

Lyt til artiklen

Rigspolitiets ledelse har fået en næse fra Ombudsmanden på grund af den mundkurv, som en efterforskningsleder fra rejseholdet blev udstyret med under Miasagen i Ringsted sidste sommer. Mundkurven blev udstedt, fordi efterforskningslederen udtalte sig kritisk til pressen. Men mundkurven var uberettiget og i strid med offentligt ansattes grundlovsfæstede ytringsfrihed, fastslår Ombudsmanden, som selv valgte at tage sagen op. Ombudsmanden retter også kritik mod rigspolitichef Torsten Hesselbjergs senere forklaringer i sagen. Vicekriminalkommissær Poul B. Andersen fra Rigspolitiets rejseafdeling var i juli sidste år leder af efterforskningen af mordet på den 12-årige Mia Teglgaard Sprotte i Ringsted. Han kritiserede i pressen, at der i starten var for få og for uerfarne betjente til rådighed for efterforskningen, og kædede kritikken sammen med ændringer i strukturen. Det var en mundkurv »Før kunne vi have mødt med 12 til 15 garvede drabsefterforskere samme dag, som vi blev tilkaldt. Nu kan vi kun stille med tre til fire af slagsen«, sagde Poul B. Andersen. Det fik chefen for rejseholdet til at indkalde Poul B. Andersen til en samtale og indskærpe, at han ikke måtte udtale sig om interne forhold om struktur. Poul B. Andersen spurgte, om det skulle opfattes som en mundkurv, fremgår det af rigspolitichefens forklaring til Ombudsmanden. Svaret var: »Ja, når det vedrører interne forhold«. Men den besked til Poul B. Andersen var med Ombudsmandens ord »overordentlig upræcis«. Chefen for rejseholdet skulle have præciseret, at forbuddet mod at udtale sig alene gjaldt udtalelser på Rigspolitiets vegne. Ombudsmanden fastslår, at offentligt ansatte har fuld ret til at udtale sig på egne vegne. I sin afgørelse kritiserer Ombudsmanden på flere punkter rigspolitichefens forklaringer under sagsbehandlingen. Mere opmærksom på påbud Som afslutning konstaterer Ombudsmanden, at rigspolitichefen har lovet at være mere opmærksom på, at den slags påbud udstedes »med den fornødne præcision«. »Jeg er enig i, at den foreliggende sag viser, at der er behov for det«, slutter Ombudsmanden. Kritikken rammer indirekte også justitsminister Lene Espersen (K), som har støttet rigspolitichefens håndtering. Hun havde i går ingen kommentarer. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg fik først afgørelsen sidst på dagen og vil ikke kommentere den, før han har læst den. Poul B. Andersen nøjes med at konstatere, at han »noterer sig« Ombudsmandens holdning. Politiforbund tilfreds Dansk Politiforbund er tilfreds med afgørelsen. »Uanset den konkrete sag er vi principielt glade for, at Ombudsmanden bakker op om ytringsfriheden for offentligt ansatte«, siger forbundsformand Peter Ibsen. »Spørgsmålet er jo, om ikke offentligt ansatte ikke kun har ret, men også ligefrem pligt til at sige fra, hvis noget ikke er, som det skal være«. Peer Withagen er formand for kriminalpolitiforeningen under Politiforbundet og er også glad for afgørelsen. »Det er en uvane at give folk mundkurv på, bare fordi det, de siger, ikke passer i ens kram«, siger Peer Withagen, som dog ikke tør håbe på, at det er slut med mundkurve: »Vi kommer nok til at opleve det igen. Også fordi det er en hårfin skillelinje, hvornår man udtaler sig på egne vegne«. For to uger siden blev den 23-årige Steffen Kristensen i byretten i Ringsted idømt forvaring på ubestemt tid for mordet på Mia Teglgaard Sprotte. Han har anket dommen til landsretten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her