Pædofile sættes i gabestok på nettet

Lyt til artiklen

Navn og adresse fås ikke. Men gadenavnet og bynavnet på fem veje i Danmark kan nu findes på internettet. Fælles for de fem er, at her bor - ifølge den private forening Stop Pædofili Nu - folk, der gentagne gange er dømt for pædofili. Når hverken navn eller den nøjagtige adresse er med, skyldes det, at en fuldstændig offentliggørelse af navn og adresse strider mod dansk lovgivning. ».igen er det overgrebsmanden, man beskytter og ikke ofrene..«, som foreningen skriver på sin hjemmeside om dét spørgsmål. Kedelig tendens til gabestok Juraprofessor Peter Blume, der arbejder med beskyttelse af privatlivet i datasamfundet, bryder sig ikke om, at den private organisation har offentliggjort gadenavnene. Heller ikke selv om der kun optræder forholdsvis store gader, hvor det kan være vanskeligt at vide præcis, hvem foreningen hentyder til. »Det er næppe ulovligt, når oplysningerne ikke er mere præcise. Men det er en kedelig tendens - en gabestokstendens. Det burde være en sag, som politiet eller de sociale myndigheder tager sig af. De kan også tage sig af at iværksætte den nødvendige overvågning«, siger Peter Blume, der i øvrigt hæfter sig ved, at det er brud på dansk retstradition, når folk, der har afsonet deres straf, fortsat bliver holdt ansvarlige for fortidens synder. Internettet er et torv Professoren påpeger, at fremvæksten af internettet har givet nye muligheder for, at borgerne tager sagen i egen hånd. »Internettet er ikke bare en ny markedsplads, men også et nyt torv, hvor alle kan kommunikere - og sætte andre i gabestok - uden som før at være afhængige af jer (medierne, red.)«, siger Peter Blume, der samtidig erkender, at kriminalitet mod børn er et emne, der sætter de store følelser i kog. 'Vær agtpågivne' Foreningen giver selv tre forklaringer på, at man har taget det usædvanlige skridt. Foreningen vil for det første skabe debat om det, de kalder et »ubehageligt tabuemne«. For det andet vil foreningen sende en advarsel til de pædofile - og for det tredje vil foreningen opfordre forældre i de nævnte områder til at være ekstra agtpågivne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her