Danmark får fem nye regionale hovedstæder

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti og regeringen er blevet enige om en reform af det offentlige Danmark, der skaber fem nye regioner i stedet for de nuværende amter, der nedlægges. De fem nye folkevalgte regioner får sygehuse og praktiserende læger som hovedopgave, og skal desuden stå for kollektiv trafik, erhvervsudvikling og en del af de sociale institutioner. Nordjylland kan blive større Regeringen og Dansk Folkeparti forhandlede det meste af natten om, hvor grænserne skal trækkes mellem de nye regioner. Dansk Folkeparti ønskede i modsætning til regeringens udspil, at Region Nordjylland skulle være større, idet antallet af indbyggere er mindre end i de andre fire regioner. Regeringens oprindelige udspil fastholdes dog i aftalen, men samtidig holdes der en dør på klem for, at regionen kan blive større, hvis kommuner i Region Midtjylland ønsker at vende sig mod nord og i stedet blive en del af Region Nordjylland. Blandt andre får kommunerne Holstebro, Skive og Struer muligheden for at flytte til Region Nordjylland. Vejle tilbydes hovedstad I aftalen om de nye regioner deles Vejle Amt i to. Den nordlige del skal høre ind under Region Midtjylland, mens Vejle Kommune skal bo i Region Syddanmark, som også omfatter Fyn. Den opdeling går imod vejlensernes eget ønske. Ved en vejledende folkeafstemning 13. juni foretrak 63,9 procent af vælgerne at tilhøre Region Midtjylland istedet for Syddanmark. Dermed fulgte vælgerne Vejle Byråd, hvor et klart flertal vil bo sammen med midtjyderne. De lokale politikere frygter at Vejle Sygehus biver klemt i Region Syddanmark, og at det derfor vil koste arbejdspladser. Regeringen og Dansk Folkeparti fastholder dog Vejles placering i Region Syddanmark og forsøger at gøre ægteskabet spiseligt ved at lægge op til en styrkelse af Vejle Sygehus samt tilbyde Vejle at være regionens hovedstad, hvor de centrale forvaltninger skal samles, blandt andet på bekostning af Odense. Men hvis tilbuddet om at blive hovedstad ikke formilder vejlenserne, er regeringen og Dansk Folkeparti klar til at følge de lokale ønsker. Regionernes hovedstæder Aftalen placerer også de øvrige fire regioners administrative hovedstæder. Region Nordjylland skal styres fra Aalborg, mens Århis må se Viborg løbe med hovedsædet for Region Midtjylland. Sorø bliver omdrejningspunktet i Region Sjælland, mens Region Hovedstaden skal styres fra Hillerød og altså ikke fra København. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er tilfreds med det nye Danmarkskort for regionerne. »Vi har gået det igennem kommune for kommune, hvordan regionstilhørsforholdet skal være, og det er jo aldrig let, når man når ned på adresser og bynavne. Så er det, at partipolitikken stopper, og lokalpolitikken starter. Den slags tager jo tid, men det har vi fundet en god løsning på«, siger indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Dansk Folkeparti glæder sig over det, de kalder en 'historisk aftale'. »Dansk Folkeparti er mest glade for, at amterne kommer væk, og hovedparten af opgaverne overføres til kommunerne«, siger kommunalordfører fra Dansk Folkeparti, Poul Nødgaard. Træder i kraft 1. januar 2007 De nye regioner træder i kraft 1. januar 2007. Allerede i november næste år er der valg til de nye regionsråd, men det første år af deres valgperiode skal de bruge på at forberede etableringen af de nye regioner. Derfor forlænges de nuværende amtsråd med et år, selv om vælgerne kun har valgt dem for en fireårig periode.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her