Oppositionen varsler skrøbelig fremtid for strukturreform

Lyt til artiklen

Regeringen og Dansk Folkeparti beskriver forliget om strukturreformen som 'den største reform af den offentlige sektor i vores generation'. Det er en historisk - men smal - aftale, hvilket gør dens levetid noget usikker. Socialdemokraterne og SF vil ændre på strukturen, hvis de vinder næste folketingsvalg. Lars Løkke Rasumssen (V) og Bendt Bendtsen (K) beklager begge, at det ikke lykkedes at skabe et bredt forlig om den historiske aftale, og de holder stadig en dør åben for Socialdemokraterne og De Radikale, selv om de har flertal for reformen med Dansk Folkeparti. De to oppositionspartier opfordres til at tilslutte sig til strukturforliget, selv om de ikke længere kan få indflydelse på hovedtrækkene i aftalen. Toget er ikke kørt endnu Lars Løkke Rasmussen mener, at det endnu ikke er for sent at springe på toget, og jo tidligere partierne springer på, jo længere fremme i toget vil de få plads. Det vil stadig være muligt at være med til at præge udmøntningen af aftalens principper. Men politisk ordfører fra Socialdemokraterne, Frank Jensen, truer med en skrøbelig fremtid for reformen. Han understreger, at partiet vil ændre reformen, når de kommer til regeringsmagten. »Når vi har gennemgået teksten, vil vi op til næste folketingsvalg markere meget klart, hvor vi vil have forandringer«, siger Frank Jensen, der endnu ikke vil sætte ord på konkrete ændringer. SF vil have folkeafstemning Han kalder reformen for 'hasardspil' med velfærdssamfundet. »Dette her er at spille hasard med det danske samfunds muligheder for også i fremtiden at kunne udvikle vores velfærdssamfund, og det hasardspil tager vi ikke del i«, siger Frank Jensen. Socialdemokraterne får allerede nu opbakning fra SF til at ændre kommunalreformen, hvis venstrefløjen vinder næste valg. Men SF's gruppeformand, Aage Frandsen, mener, at det bedste vil være at få en folkeafstemning om reformen: »Man kan prøve at lave det om efter valget, men problemet er, at der er noget, der formentlig ikke kan laves om. Det kan man ved, at man forhåbentlig i en folkeafstemning får det forkastet«, siger Aage Frandsen til Ritzau. De svageste betaler Kristendemokraterne mener, at det bliver samfundets svageste, der betaler for reformen, der sender nærdemokratiet til tælling. »Der er tale om narrepolitik, når regeringen og Dansk Folkeparti vil have offentligheden til at tro, at nærdemokratiet bliver styrket med de mange nye opgaver til kommunerne. Alt i alt må forliget betragtes som udtryk for øget centralisering og tab af nærdemokrati, så det basker«, siger kommunalpolitisk ordfører for Kristendemokraterne, Mogens Nørgård Pedersen. SF's gruppeformand, Aage Frandsen, frygter, at den øgede centralisering vil flytte opgaver fra politikere til embedsmænd. »Reformen betyder mere statsliggørelse og mindre folkestyre«, siger Aage Frandsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her