NATO roser Danmark for at opgive ubåde

Lyt til artiklen

Nu kan jeg vist godt droppe de diplomatiske fløjlshandsker, synes NATO's generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, at have tænkt, inden han skrev et brev til den danske regering om forårets reform af det danske forsvar. I hvert fald roser Scheffer uforbeholdent de danske politikere for at droppe planen om tre nye ubåde, og dermed helt opgive at have ubåde. »Jeg anerkender Danmarks modige beslutning«, skriver han. »Den slags beslutninger er aldrig nemme, men jeg ved, at alliancen vil få fordele i form af forbedret støtte på områder, hvor NATO's mangler er kritiske«. Radikale forbløffet Dejligt med ros fra NATO's top, men også ganske forbløffende, konstaterer den radikale forsvarsordfører Morten Helveg Petersen. Han er en af de politikere, som i foråret forsøgte at opklare, hvad NATO egentlig mente om regeringens plan om at bruge knap fire milliarder kroner på tre nye ubåde. Uden at komme ret langt. »Nu siger NATO til lykke med, at vi ikke har investeret i ubåde. Så er det altså rystende at tænke på, hvor mange mandtimer, der er blevet brugt på at forsvare ubådskøbet. Både i forsvaret og i ministeriet«, siger Morten Helveg Petersen. Regeringens ønske De tre nye ubåde var med i regeringens oprindelige udspil til forsvarsforlig, som tidligere forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) præsenterede i marts. Han kæmpede hårdt for ideen, som blev kritiseret af især Socialdemokratiet og de radikale. Jensby fik fremstillet flere notater med argumenter for, at NATO ville efterspørge danske ubåde i fremtiden. »Det giver da stof til eftertanke, at man åbenbart kan få systemet til at argumentere for hvad som helst«, siger Morten Helveg Petersen. »Og næste gang vi skal lave store investeringer, vil jeg da være meget mere skeptisk over for de oplysninger, vi får fra forsvaret. Konsekvensen kan blive, at vi må have en uafhængig instans, vi kan få vurderinger fra«. Gade: Et skulderklap Da forsvarsminister Søren Gade (V) tog over i april, valgte han at droppe ubådene for at få et bredt forlig på plads. Men han mener ikke, at NATO's brev betyder, at ubåde ville være overflødige. »Jeg opfatter det mere som et skulderklap, fordi vi har turdet at vælge kapaciteter fra, når vi nu ikke har råd til det hele«, siger han. Men der blev jo gjort meget - især fra din forgænger - for at få det til at fremstå, som om NATO havde et stort ønske om at få ubåde. Det står jo ikke i brevet? »Nej, det gør det ikke. Jeg er da også glad for brevet, for der har jo været en ret hård kritik af de svære beslutninger, vi har truffet«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her