Sindssyge personer fylder mere og mere i kriminalstatistikken. Der er i dag fire gange flere retspsykiatriske patienter end for tyve år siden. Lægerne på landets største retspsykiatriske afdeling på Sct. Hans Hospital i Roskilde arbejder målrettet på at blive bedre til at vurdere risikoen, før patienterne sluses tilbage til samfundet. Hidtil har retspsykiaterne i Danmark ikke haft nogle faste kriterier at støtte sig til, når de har vurderet risikoen ved at lade psykisk syge, der har begået vold eller anden personfarlig kriminalitet, komme ud fra de lukkede afdelinger. Det vil Sct. Hans Hospital gøre op med og indføre mere systematiske vurderinger baseret på en canadisk metode. »Vi prøver at se på, hvad det er for en mere systematisk viden, vi skal have ud over selve vurderingen af patienten«, siger Helle Hougaard, der er ledende overlæge på retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans Hospital. Avanceret tjekliste Systemet er en avanceret tjekliste. Den skal sikre, at der hver gang bliver taget højde for de samme forhold, og at ingen af dem bliver glemt. Derved håber retspsykiaterne at få et forbedret grundlag for at nå frem til en konklusion. Metoden er udviklet af fire canadiske forskere i begyndelsen af 1990'erne og har siden gået sin sejrsgang i både Sverige, Norge, Tyskland, Holland og England. »Når svenskerne og nordmændene kan bruge det her redskab, tror jeg også, at vi kan i Danmark, men vi er nødt til at vise det først«, siger Helle Hougaard. Hun ser frem til at metoden vil brede sig fra Sct. Hans til de øvrige retspsykiatriske afdelinger. »Vi vil gerne udbrede kendskabet til systemet, for vi mener virkelig, at vi kan forbedre risikovurderingerne ved at bruge det. Vi håber, metoden bliver landsdækkende«, siger hun. Den danske oversættelse af metoden ventes klar til foråret. I mellemtiden arbejder afdelingen på at uddanne alle medarbejdere i at bruge systemet. Læger og psykologer har været på et intensivt kursus og er nu i færd med at undervise det øvrige personale. Under træningen får psykiaterne og psykologerne på skift de samme prøvesager. Dermed bliver det også en testning af metoden. Træning i prøvesager »Når vi bliver præsenteret for den samme problemstilling, skulle vi gerne kunne komme med så ensartede vurderinger, som det nu engang kan blive, når det drejer sig om mennesker«, siger Helle Hougaard. Hun mener, at den nye metode vil medføre, at der kommer øget opmærksomhed på problemet 'risiko'. Fokus på risiko »Det er vigtigt, at vi får større fokus på, hvor risikoen er. Vi skal fortælle, hvor risikoen ligger, så andre kan handle efter det«, siger overlægen og peger på, at det for eksempel er en dårlig ide at udskrive en pædofil til en bolig, der ligger lige over for et fritidshjem for børn. »Hidtil har vi ikke været særligt konkrete om den præcise risiko eller har defineret de enkelte risikomomenter. Risiko har ikke fyldt så meget, som vi begynder på nu«, siger hun og understreger, at patienterne omvendt heller ikke må brændemærkes. De bliver ikke ved med at være lige så farlige, som da de begik deres kriminalitet. Det kan behandlingen ændre på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























