Samtaler giver færre konflikter om plejebørn

Lyt til artiklen

Strukturerede og jævnlige samtaler mellem plejeforældre og forældrene til det anbragte barn giver færre konflikter om, hvornår barnet for eksempel skal besøge sin biologiske far og mor, og hvem der skal holde konfirmationen. Det er de første erfaringer med et nu halvandet år gammelt projekt med konfliktmægling i Døgnplejeformidlingen i Nordsjælland, der formidler anbringelser af børn og unge på 40 kommuners vegne. Projektet, som strækker sig over knap fire år, er støttet af Socialministeriet med 2,9 millioner kroner. Positive resultater Og resultaterne er positive, fortæller psykolog Bibi Wegler. Hun har arbejdet med anbringelsesområdet i 25 år og er projektleder sammen med sociolog Hanne Wamming. »Forældre og plejeforældre giver alle udtryk for, det er en brugbar metode. Det giver dem en positiv oplevelse af at være fælles om barnet. Ofte kan forældre føle sig værdiløse og sat ud af spillet, når deres barn anbringes uden for hjemmet, men de fortæller, at de føler sig betydningsfulde og ligestillede med plejeforældrene i samarbejdssamtalerne«, siger Bibi Wegler om effekterne af de 17 første forløb med mægling. Forløb, der typisk varer to til to et halvt år. Et andet billede Erfaringerne viser, at plejeforældrene får et helt andet indtryk af forældrene, de får større viden om dem og dermed også om barnet, og de kan se og forstå forældrenes følelser på en anden måde. Samarbejdssamtalerne, som Døgnplejeformidlingen for Børn og Unge i Nordsjælland kalder ordningen for at undgå det knap så positive ord 'konfliktmægling', bruges fortrinsvis forebyggende i starten af alle nye anbringelser, men også som konfliktløser i løbet af anbringelsen. »Samarbejdet mellem forældre og plejeforældre kan være meget vanskeligt og fylde meget. Det kan handle om små hverdagsting. Hvem der skal have lov at bestemme, om barnet skal klippes eller have langt hår. Helt jordnære ting, som kan være krænkende for forældrene ikke at få lov at deltage i. Og så kan det også handle om mere overordnede ting som samværsordninger og opdragelsesmæssige ting«, fortæller Bibi Wegler. Og det er ikke ligegyldigt, hvorvidt der tages hånd om konflikterne eller ej. »Et barn, de befinder sig i spændingsfeltet, hvor samarbejdet ikke fungerer, får svært ved at trives og falde til hos plejefamilien. Barnet bliver splittet, og det er ikke noget godt udgangspunkt for en personlighedsudvikling«, understreger projektlederen. Niels Dueholm, der er formand for organisationen Familieplejen Danmark, kalder det »et smaddergodt og nødvendigt initiativ«. »Det er meget tankevækkende at notere sig, hvad det bringer med sig af resultater. Hvor meget det kan komme til at betyde for de involverede parter«, siger Niels Dueholm og understreger, at han meget gerne ser, at det spreder sig til flere dele af landet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her