Københavns første krisecenter for mænd på vej

Lyt til artiklen

Ramponerede af livet og udstødte af samfundet. Det er den overordnede karakteristik på de mænd, som bruger være- og rådgivningscentret Fundamentet på Amager. Og nu vil Københavns Kommune og Fundamentet i samarbejde forsøge at standse mændenes nedtur, før de rammer bunden. »Den overvejende fortælling hos de mænd, som kommer hos os, er, at det hele startede med en skilsmisse. Mændene har ikke netværk som kvinder, og blandt mænd er det stadig et stort tabu at tale om ensomhed. For slet ikke at tale om, at mændene ikke kan finde ud af at løse deres ensomhed på en ordentlig måde«, siger Thorkil Vestergaard, leder af Fundamentet. To jyske centre Sammen med Københavns familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) har han planerne til det første krisecenter for mænd i hovedstaden klar. I forvejen findes kun to jyske centre med plads til i alt 8 mænd, og det københavnske er designet til at rumme 12 og ventes at åbne i begyndelsen af 2006. 1.500 skilsmisser »Hver år bliver over 1.500 par i Københavns Kommune skilt, og vi skal have stoppet den socialt dårlige kædereaktion, som et brudt parforhold sætter i gang for nogle mænd. Vi skal møde dem, længe før de ender på herberget, og netop forebygge, at de nogensinde kommer der«, siger Bo Asmus Kjeldgaard. Det københavnske krisecenter for mænd er skitseret som en kombination af frivillige og professionelle kræfter. Den faglige rådgivning skal varetages af socialrådgivere, pædagoger, en jurist og en psykolog, som tilknyttes centret. »Men det skal også bæres af frivillige, som giver en ekstra kraft, fordi det er mennesker, som kender problemerne på deres krop«, siger Thorkil Vestergaard og lægger ikke skjul på, at en skilsmisse for 17-18 år siden også lærte ham om behovet for hjælp på den hårde måde. Vigtigt netværk Ud over råd og dåd til at komme videre skal mændene også i en periode kunne bo på det maskuline krisecenter, og umiddelbart forestiller initiativtagerne sig at leje sig ind i et tidligere plejehjem eller en lukket hospitalsfløj. »Vi regner jo også med, at netop det at bo sammen med mænd i samme situation kan åbne for nogle af de ressourcer, som mændene ikke kan få i spil alene. De kan få det netværk, som de forlod sammen med konen, som jo typisk er blevet boende i lejligheden sammen med børnene«, siger Bo Asmus Kjeldgaard. At der i det kommende krisecenter skal være god plads, lægger ikke mindst Thorkil Vestergaard vægt på. Plads til børn »I en dårlig skilsmisse mister mændene ofte kontakten til børnene. Derfor er et af centrets afgørende formål at fastholde kontakten mellem far og børn, og derfor skal centret også have plads til ungerne. Enten på weekendbesøg eller i længere perioder«, siger han. Prisen på et krisecenter for mænd er en årlig udgift i underkanten af de tre millioner i drift. Dertil kommer en husleje, når adressen for centret er fundet. Københavns Kommune er indstillet på at komme med en del af pengene, men det største bidrag skal hentes i efterårets forhandlinger om fordeling af støttekronerne i satspuljen. Frugtbart samarbejde Formand for SF Villy Søvndal er begejstret for projektet og vil klart mase på for at skaffe penge til Københavns mande-krisecenter. »Fordi der er behov for det, og fordi vi igen ser et frugtbart samarbejde mellem de frivillige kræfter og kommunen. Det er ofte på den måde, at vi ser socialt arbejde forny sig«, siger han. Også Socialdemokraterne med politisk ordfører Mette Frederiksen i spidsen er positive. »Det er et genialt forslag, og jeg er overbevist om, at vi kan undgå en masse hjemløse, selvmord og misbrug, hvis vi hjælper mændene, før de går helt til bunds. Og det er en skandale, at der endnu ikke findes et krisecenter for mænd på Sjælland«, siger hun, der som ligestillingsordfører i Folketinget har rejst kravet og mere hjælp til mænd i krise.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her