Minister står fast på præsteret som sidste udvej

Den sag, vi ikke taler om. Sådan hed det gang på gang, da Folketingets Kirkeudvalg havde kirkeminister Bertel Haarder i åbent samråd og bad ham redegøre for sit syn på præsteret og læresager. Sagen, vi ikke taler om, er naturligvis den fra Taarbæk, hvor pastor Grosbøll, der ikke tror på en skabende Gud, undgik at blive stillet for en præsteret, fordi ministeren ville det sådan. »I dag skal vi ikke være personfikserede, men tale principielt«, fastslår Karen Klint (S), som alligevel flere gange nævner sagen, vi ikke taler om. Den har nemlig været genstand for intens debat, siden pastor Grosbøll igen kunne stå på sin prædikestol for få uger siden, nu under tilsyn af en ny biskop. Præsteret er sidste udvej Bertel Haarder er blevet bedt om at give sit bud på, hvilke forhold der skal være til stede, for at der kan rejses en læresag. Han skal også redegøre for fordele ved en præsteret og komme med alternative løsningsmodeller. Allerførst slår ministeren fast, at en læresag ved præsteretten bør være den allersidste udvej, efter at den tilsynspligtige biskop har udtømt alle andre muligheder. Han går dog ind for en præsteret, selv om han er klar over ulemperne, hvoraf den største måske er, at en læresag tager tid. Den eneste gang, en præsteret er blevet sat, tog sagen fem år. »Men den tidsmæssige ulempe opvejes af andre fordele«, siger ministeren og peger på præstens retssikkerhed, der ligger ham på sinde. Tre modeller Og hvis man ikke skal have en præsteret, så bør man have et andet forum til at afgøre, om præstens synspunkter tilsidesætter folkekirkens bekendelsesgrundlag, siger Haarder. Helt konkret forestiller ministeren sig tre modeller til at afgøre den formastelige præsts skæbne. Den første er, at biskoppen simpelthen fyrer præsten, når hun ikke længere kan tage ansvaret for hans forkyndelse. Den model er for enkel, mener Haarder. En anden model er, at der etableres et såkaldt lærenævn, som tager stilling til det rent teologiske i præstens synspunkter, hvorefter Kirkeministeriet afgør konsekvenserne. Den model er heller ikke god, mener Haarder, for i den samtaleform, som modellen lægger op til, kan præsten komme til at skade sin egen sag, hvis han ikke har ret til at tie. Lægfolk i præsteretten Endelig er der den nuværende domstolsmodel, der i første instans består af to teologisk sagkyndige og en byretsdommer. Det er og bliver den bedste, siger Haarder, fordi den forener teologisk sagkundskab med en høj prioritering af retssikkerheden. Men den bedste model kan sagtens blive bedre, mener ministeren, der gerne så lægfolk i præsteretten. Han mener også, at man bør stille større krav til forberedelsen af en læresag. Haarder har slået op i Danske Lov, der angiver, hvordan biskopper skal forholde sig til lærespørgsmål. »Superintendenten, det vil sige biskoppen, skal bespørge sig med andre Superintendenter, Professoribus Theologia og de forstandigste Præster, at de kunne svare det, som vist og fast er«. Haarder smager på citatet og kigger op. »Åh, sikke et dejligt sprog. Hvorfor har vi dog ødelagt det«. Naser Khader (R) griner. Samrådet er slut, og på vej ud ad døren påpeger en tilhører, at det er sjovt, så enige ministeren og kirkeudvalget er om, at forberedelsen til læresager bør forbedres. Det kalder på et spørgsmål. Bertel Haarder, har forberedelsen til den sag, vi ikke taler om, været mangelfuld fra Helsingørs biskops side?

»Nej, den har været helt efter bogen«, siger ministeren og kigger fast tilbage. »Men måske skal der stå noget andet i bogen«, tilføjer han og ser derpå både overrasket og yderst tilfreds ud ...