Politikerne på Christiansborg jubler over de såkaldte rumleriller, der redder liv i Frederiksborg Amt. Et flertal vil nu finde penge, så rillerne bliver fræset ned i samtlige farlige landeveje i Danmark. »Det er en vaskeægte solstrålehistorie«, siger trafikordfører Walter Christophersen fra Dansk Folkeparti, der bakkes op af Socialdemokraterne, de radikale og SF. Rille redder liv Rillerne i asfalten sender en rumlende lyd gennem kabinen, når en uopmærksom bilist er på vej over i modsatte kørebane eller ud i rabatten. Så kan chaufføren nå at rette op. Det forhindrer frontalsammenstød, som er hyppige på landeveje. Samtidig tjener udgifterne til rillerne sig hurtigt ind i form af sparede sundhedsudgifter. »Hvis det virkelig både kan redde mange liv og spare mange penge, er det en fantastisk god idé at få rumleriller på alle statslige landeveje. Jeg vil bestemt tage det op med ministeren efter sommerferien«, siger Walter Christophersen. Hver anden dødsulykke sker på landevejene, og 2.000 kilometer af de længste - og farligste - strækninger bliver statens ansvar, når amterne nedlægges i 2007. De skal sikres, mener flertallet. Millionbesparelser Indtil for nylig var Isterødvejen i Nordsjælland en af de farligste landeveje i Danmark med 7-8 ulykker med dræbte og alvorligt kvæstede hvert år. Siden rumlerillerne blev fræset ned i vejen sidst i 2004, har der ingen alvorlige ulykker været. »Vores udregninger viser, at vi med en investering på 500.000 kroner sparer amtet for 10 millioner kroner årligt i sygehusudgifter«, siger Thomas Thume-Nielsen, chef for trafiksikkerhed i Frederiksborg Amt. Retsordfører Morten Bødskov (S), næstformand i Folketingets Færdselssikkerhedskommission, vil arbejde for, at pengene bliver afsat på finansloven: »Rumleriller har potentiale til at forhindre rigtig mange trafikdrab med relativt få midler«. Trafikordfører Martin Lidegaard (R) har to konkrete forslag til, hvor man kan finde pengene: »Jeg tror, at befolkningen har forståelse for, hvis vi bruger nogle af de mange penge fra den automatiske fartkontrol på trafiksikkerhed i stedet for, at de fylder op i statskassen. Vi kunne også tage penge fra den pulje på en milliard kroner, som vi oprettede i 2003 til forbedringer af vej- og banenettet«. Poul Henrik Hedeboe, SF's trafikordfører, har selv prøvet at slumre hen over rattet og blive vækket af den brummende lyd, når bilens dæk rammer rillerne: »Det kan ikke gå hurtigt nok med at få rumleriller i landevejene. Det er ikke noget, vi politikere skal slås om, det skal vi bare gennemføre«. 'fattiglandsautoværn' René la Cour Sell, direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, siger, at det bedste ville være, hvis der kom autoværn mellem køreretningerne på landeveje. »Men de er dyre. Derfor er det glimrende, at politikerne vil finde penge til disse 'fattiglandsautoværn'. Der er tale om usædvanlig store besparelser i trafiksikkerheds-sammenhæng«, siger la Cour Sell, der også opfordrer de nye kommuner til fra 2007 at sikre de farligste af deres 8.000 km landevej. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra transportminister Flemming Hansen (K).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Vi tog springet fra København og flyttede på landet. Her er det regnestykke, der får det hele til at gå op for mig
Debatindlæg af Signe Andreasen
Klumme af Christian Jensen




























