Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

PET på vagt over for ny gruppe radikale muslimer

Lyt til artiklen

En hidtil ukendt gruppe af radikale muslimer vækker nu opsigt blandt moderate muslimer og i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det drejer sig om en studiegruppe af cirka 100 unge mennesker, som holder til i Islamisk Kultur Centers moske i det nordvestlige København. 'De spørger efter alle for tiden' Enkelte af dem står bag hjemmesiden tawhid.dk, som åbent opfordrer til hellig krig og støtter terrorangreb. PET har ifølge moskeens imam Khalil al-Jaffar spurgt til sagen. »De spurgte efter studiegruppens underviser Abu Ahmed og andre folk. De spørger efter alle for tiden«, siger imamen. 'Vækstlaget' Efter terrorangrebene i London har de europæiske efterretningstjenester rettet søgelyset mod unge ekstreme muslimer. Det, som politiet betragter som vækstlaget. To af de fire selvmordsbombere fra Leeds, som dræbte over 50 mennesker i London 7. juli, var unge mænd under 20 år. Abu Ahmed afviser over for Politiken, at hans foredrag opfordrer til terrorisme. Dog ønsker han ikke at fortælle sin mening om terrorangrebene i London. »Jeg har ikke fulgt med og ved ikke, hvad der er sket. Og hvorfor skal jeg snakke om det. Jeg er ingen lærd mand«, siger han og fortsætter: »Jeg underviser de unge mennesker, så de ikke ender som narkomaner, men i stedet lærer at frygte Allah«. 'Kan ikke kontrollere elever' Dog erkender Abu Ahmed, at han har undervist en af de personer, som administrerer den radikale hjemmeside tawhid.dk. »Det er noget tid siden, han har været her, men jeg kan ikke kontrollere, hvem der kommer til mine lektioner. De er åbne for alle«, siger han. Den 23-årige mand går under kaldenavnet Abu Hudhayfa, er etnisk dansker, men konverteret til islam. Politiken kender hans identitet og har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ham på hans adresse i København. Al-Qaeda-propaganda På tawhid.dk bliver der udtrykt tilfredshed med sidste uges bombning af turistmålet Sharm el-Sheikh i Egypten, hvor 88 mennesker døde. Der henvises også til sider på internettet med Osama bin Laden, og interesserede kan downloade propagandamateriale fra al-Qaedas leder i Irak, Abu Musab al-Zarqawi. 'Bekymrende retorik' En centralt placeret kilde i det islamiske miljø er bekymret over gruppens hårde retorik. Han siger, at den består af flere danske konvertitter, der skiller sig ud med langt skæg og bukser, der slutter præcis 15 cm over anklen. Mange af medlemmerne er ned til 16-17 år og har forskellig etnisk baggrund. Flere kilder anser dem for langt mere ekstreme end den meget omtalte Hizb ut-Tahrir-bevægelse. 'Selvopfyldende profeti' Omar Shah, der har fulgt grupperne og bidraget til en bog om dem, er mest tilbøjelig til at tro, at de kun har det i munden: »Men hvis nogle stadig går ind for drab på civile, når de når op i 20'erne, vil jeg være mere bekymret. Det kan gå begge veje. Et problem ved at udråbe dem til superekstremister er, at det let bliver en selvopfyldende profeti«. PET vil ikke udtale sig om konkrete forhold, siger tjenestens chef Lars Findsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her