Fire års strid om Joakim Garffs prisbelønnede Kierkegaard-biografi 'SAK' kulminerede tirsdag med, at biografiens hårdeste kritiker, forskeren Peter Tudvad, sagde sit job op på Søren Kierkegaard Forskningscenter, hvor han og Joakim Garff har arbejdet dør om dør under hele konflikten. Peter Tudvad siger, at hans opsigelse har været et spørgsmål om 'mental overlevelse'. Opsigelsen blev afleveret sammen med en redegørelse, hvori Tudvad smækker hårdt med døren: »Joakim Garff sidder i redaktionen af Søren Kierkegaards Skrifter. Når hans biografi 'SAK' ifølge mine begreber lider under en fatal mangel på hensyntagen til de videnskabelige standarder, som Søren Kierkegaards Skrifter er underlagt, opfatter jeg forfatterens sæde i redaktionen som kompromitterende for udgaven«, skriver Tudvad. Voldsom udtalelse »Det synes jeg er en voldsom udtalelse. Og det er også at tillægge min ringe person lidt for stor betydning«, siger Joakim Garff. Det er ikke første gang, Peter Tudvad udtaler sig i bastante vendinger om Joakim Garff og 'SAK'. Lige siden 2001 har Peter Tudvad angrebet 'SAK' for at være uvidenskabelig, sjusket og plagierende, og han har med voksende intensitet forsøgt at få Joakim Garff til at rette i sin bog. Garff siger, at 'SAK' aldrig har givet sig ud for at være en akademisk afhandling. Modstridende konklusioner Striden tog for alvor fart sidste sommer, da Peter Tudvads egen bog 'Kierkegaards København' udkom. I arbejdet med bogen havde han gjort fund, som gik stik imod nogle af konklusionerne i 'SAK'. Efter Tudvads mening var det eksempelvis forkert at tegne et billede af Søren Kierkegaard som en dandy, der ikke levede op til sine egne leveregler om at give til velgørenhed. Striden mellem Garff og Tudvad blussede op igen for et par uger siden, da den amerikanske forsker Marilyn G. Piety i bl.a. Politiken stillede sig helt på Tudvads side. Ved læsningen af den engelske udgave af 'SAK' undrede hun sig over, at Garff ikke havde taget hensyn til Tudvads indvendinger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























