For fire år siden skar han i udviklingsbistanden til blandt andet Afrika for at give flere penge til danske sygehuse. I dag erkender den danske statsminister, at han er blevet mere opmærksom på de gigantiske problemer med fattigdom, der præger det afrikanske kontinent. »Det er da i hvert fald meget klart for mig, at Afrika står med nogle helt særlige problemer, og det er måske også blevet tydeligere og tydeligere for mig. Det er en af grundene til, at vi sætter ekstra fokus på Afrika. Vi er nødt til at gøre en ekstraordinær indsats med udviklingsbistanden«, siger Anders Fogh Rasmussen (V). Fremskridt i andre lande Han besøger i denne uge de sydøstafrikanske lande, Tanzania og Mozambique, og blev mandag budt velkommen af den tanzaniske præsident Benjamin Mkapa. Med besøget melder Anders Fogh Rasmussen sig i rækken af vestlige ledere, der opprioriterer indsatsen i Afrika. »Når problemet er blevet så synligt, er det fordi vi kan se betydelige fremskridt i andre dele af verden, der for bare få år siden var meget fattige. Jeg tænker ikke mindst på Sydøstasien, hvor globaliseringen er slået fuldt igennem. Det viser, at der er strategier, der kan give et resultat i bekæmpelsen af fattigdom«, siger statsministeren. God regeringsførelse Han fortryder dog ikke nedskæringerne, som blandt andet ramte lande med stor korruption. I dag er strategien i langt højere grad at stille krav til en god regeringsførelse, så pengene til ulandene ikke havner i de forkerte lommer. Dermed lægger Anders Fogh Rasmussen et pres på yderligere reformer og privatiseringer i et land som Tanzania, der i mange år har haft et socialistisk styre, men i dag er styret af en friere markedsøkonomi. »Jeg må sige rent ud, at der i mange år var udviklingssocialistisk romantik blandet ind i Danidas arbejde. Nu har jeg sagt det ligeud. Heldigvis er det på lang afstand, og i dag er der meget mere fokus på, at der kommer konkret udviklingsværdi for de penge, vi bruger inden for dansk udviklingsbistand. Så jeg tror godt, at jeg kan sige til danske skatteydere, at selvom man nu og da kan finde et fejlslagent projekt et eller andet sted, så kan man generelt set være virkelig tilfreds med og stolte af den udviklingsbistand, vi yder i Danmark«, siger Anders Fogh Rasmussen. Voldsomme optøjer Der er parlamentsvalg i Tanzania om mindre end tre uger. Og samtidig med at statsministeren under sit besøg understreger, at respekt for menneskerettigheder er en klar forudsætning for at få dansk bistand, var der søndag voldsomme optøjer mellem politi og politiske aktivister. Optøjerne, hvor politiet skød med skarpt og sårede 18 mennesker, fandt sted på øen Zanzibar, som er en del af Tanzania - og som tirsdag får besøg af Danmarks statsminister.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Analyse
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























