En smilende dronning Margrethe ankom kort før klokken 11 til Rigshospitalet for at hilse på de nye forældre og se sit barnebarn. Og der var bestemt ikke tid til hyggesnak med de mange journalister, der var samlet i Rigshospitalets forhal. Gode forældre Majestæten svarede således kort og kontant - og af og til letter spydigt - på de mange spørgsmål. På spørgsmålet om, hvordan dronning Margrethe havde det, svarede majestæten kort: »Hvad tror De selv?«. Da en journalist spurgte, hvad dronningen glædede sig mest til ved sit besøg, svarede hun: »Jeg glæder mig til at se mor og far glade«. På sin vej mod elevatoren sagde dronningen også, at hun ikke er i tvivl om, at kronprinseparret bliver gode forældre. 'It is grand son' En engelsktalende journalist kom dog helt galt afsted, da han lykønskede dronningen med hendes »new granddaughter«. »It is not a granddaughter. It is a grandson«, svarede dronningen med et tørt smil den stakkels journalist, der indtrængende undskyldte på sit modersmål. Dronning Margrethe fortalte endvidere, at hun blev ringet op et kvarter efter, at kronprinsesse Mary havde født den lille prins klokken 01.57. Rørt og stolt Efter sit besøg ilede majestæten ud til den ventende krone-bil. Forinden nåede hun dog at erklære sig »rørt og stolt«, over at se sit nye barnebarn. Hun fortalte også, at hun endnu ikke har holdt barnet men blot »berørte ham let«.
Dronning Margrethe: »Jeg glæder mig til at se far og mor glade«
Lyt til artiklen