Fødevarestyrelsen har givet EU lodret forkerte oplysninger i sagen om de farlige hindbær fra Polen. Styrelsen er blevet kraftigt kritiseret for ikke at forhindre Danmarks største fødevareskandale i mange år. Men i et brev til EU 19. september pynter Fødevarestyrelsen kraftigt på sin egen rolle i sagen om de hindbær, der i flere måneder gjorde over 1.100 danskere syge. Mindst 5 alders- eller sygdomssvækkede personer overlevede ikke sygdommen. Hindbær ikke trukket Styrelsen skrev 19. september til EU's varslingssystem for farlige fødevarer, at grossister ikke trak de forurenede bær fra markedet straks efter de første udbrud trods »den offentlige advarsel og pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen«. Resultatet var, at det inficerede parti hindbær stadig gjorde folk syge flere måneder efter, at det i maj og juni var blevet kendt, at hindbærrene var sygdomsfremkaldende, skrev styrelsen. Men Fødevarestyrelsens fremstilling af sagsforløbet er direkte forkert. Fødevarestyrelsen rådgav aldrig den danske offentlighed om de farlige hindbær fra Polen. Og det på trods af at flere eksperter havde foreslået styrelsen netop at advare offentligheden for at stoppe sygdommen i at brede sig. Ingen offentlig advarsel Fødevarestyrelsen skrev også til EU, at den sendte en pressemeddelelse ud og søsatte en »offentlig tilbagetrækning« af de farlige bær 1. juni. Også det er forkert: Fødevarestyrelsen kom ikke med en offentlig advarsel i forbindelse med de første udbrud i maj og juni. Den ventede i næsten tre måneder - til slutningen af august - med at komme med noget, der ligner et råd. Det var en opfordring, der kun rettede sig mod storkøkkener. I køkkenerne kunne personalet - hvis de ville være helt sikre på at dræbe eventuel virus - koge hindbær i et minut. Og der var ingen »offentlig tilbagetrækning« af hindbærrene i pressemeddelelsen fra 1. juni. Meddelelsen handler om, at »undersøgelserne af årsagen til roskildesygen på Aalborg Sygehus fortsætter«, og at importøren »for en sikkerheds skyld« frivilligt har trukket bærrene tilbage. Ministeren ind i sagen »Jeg aner ikke, hvilken offentlig advarsel styrelsen taler om i sin skrivelse til EU, for der har ikke været nogen. Det bliver mere og mere betændt at være de politikere, der forsvarer det her system og håndteringen af sagen«, siger Socialdemokraternes forbrugerordfører, Karen Hækkerup. Forbrugerminister Lars Barfoed (K) har bedt Fødevarekontroludvalgets revisionsenhed, der hører under Fødevarestyrelsen, om at undersøge sagsforløbet. Karen Hækkerup mener, at Folketingets Ombudsmand bør kulegrave hindbærsagen. Hun siger, at det er urimeligt, at Fødevarestyrelsen undersøger sig selv. Styrelsen ønsker ikke at kommentere kritikken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld. Det er systematisk omsorgssvigt
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























