Forsvarer: Millionsag om rockers skattesnyd er smuldret

Lyt til artiklen

En dramatisk razzia mod en rockers villa med en talstærk politistyrke og et stort medieopbud efterfulgt af en sigtelse for skattesnyd på omkring syv millioner kroner er ved at smuldre for anklagemyndigheden. Sådan lød det i de afsluttende bemærkninger fra den tiltalte rockers forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, da byretten i Middelfart havde sidste retsmøde i en sag, hvor et ledende medlem af Hells Angels er anklaget for skattefusk for over tre millioner kroner. »Det er, som om politiet har set, at sagen er gået død, men fortsat regner med, at det nok skal gå, fordi han er rockerrelateret«, hævdede forsvareren i sin procedure. Dækadresse Den 24. september 2001 oplyste den 31-årige rocker til folkeregistret, at han flyttede til Harrislee i Tyskland. Men politi og skattemyndigheder mener, at der var tale om en dækadresse for at undgå at betale skat. Anklagerne lyder blandt andet på, at rockeren skylder skat for 3,3 millioner kroner for perioden 2001-2003. »Ingen direkte beviser« Men forsvareren mener ikke, at man kan lægge Told og Skats opgørelse til grund for sagen. »De har pillet enkelte beløb ud og sagt, at de skal beskattes. Der ligger ingen direkte beviser i sagen. F.eks. kan flere beløb optræde flere gange. Man har taget revl og krat med for at pumpe sagen op«, sagde Michael Juul Eriksen. Har ikke været så meget Tyskland Sagens springende punkt er, om retten tror på, at den tiltalte reelt har boet i Tyskland. Rockeren har forklaret retten, at han havde oplyst folkeregistret om, at han flyttede til Tyskland i den tro, at han ville være der langt mere, end det blev tilfældet. At det ikke blev sådan, skyldtes til dels, at det firma, han og en bekendt havde startet i Tyskland, ikke gik som forventet, og at hans lille søn lå kræftsyg i Danmark. »Så jeg må nok erkende, at jeg ikke var der så meget«, har den 31-årige rocker sagt. Anklager Else Sølling mener, at der var tale om en bevidst handling for at undgå at betale skat, og hun kræver derfor en straf på to års fængsel ud over det enorme skattesmæk, rockeren kan se frem til, hvis han bliver kendt skyldig. Kræver frifindelse Forsvareren mener derimod, at rockeren skal frifindes og kun modtage en betinget dom for det anklagepunkt, han har erkendt. Nemlig at en pistol, en signalpistol, en totenschlæger, to samuraisværd, en springkniv og forskellig ammunition, der blev fundet under ransagningen i november 2003, tilhørte ham. Der falder dom i sagen 6. januar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her