Et løfte er et løfte. Og når Politiken lover at trænge til bunds i en sag - så trænger vi til bunds. I tirsdags bragte vi historien om en 19-årig mand fra Odder, som lørdag 10. december efter en julefrokost fik viklet sig ind i et gelænder i en grad, så han måtte befries ved to granvoksne betjentes håndfaste mellemkomst. Afslutningsvis opfordrede vi den unge mand til at træde frem og fortælle sin historie - om ikke andet så for at advare andre unge mod at blive viklet ind i gelændere. Kan ikke huske noget Den unge mand lod ikke høre fra sig. Men det gjorde til gengæld Vor Læser i lokalområdet. Han mente at vide, hvilket firma der havde holdt julefrokost lørdag i Pakhuset, lokaliteten ved hvilken hændelsen fandt sted. Og han havde ret. Politiken kontaktede virksomheden - i detailleddet, kan vi afsløre - og bad virksomhedens leder forhøre sig hos den unge mand om muligheden for et interview. Men det ønskede han ikke. Og tabet er til at bære. For, som ynglingen angiveligt skulle have sagt: »Jeg kan heller ikke huske noget«. Men der var jo vidner. Nemlig patruljen fra Skanderborg Politi. Vagthavende har beredvilligt hjulpet med at finde frem til den ene af de to betjente. Som beredvilligt har indvilliget i at fortælle den fulde historie om redningsaktionen. Politiassistent Henning Tranum, hvordan kunne det ske?

»Jeg kan ikke finde ud af det. Det er mig en gåde, det må jeg nok sige. Man skal i hvert fald være temmelig beruset. Eller også skal man være et slangemenneske«. Meget smidig? »Ja. Men det var han nu ikke specielt, da vi skulle have ham fri. Da havde han siddet så lang tid, at han var rigtig godt øm over det hele. Det gjorde jo ondt at sidde sådan der«. På internettet har jeg set et billede af Pakhuset i Odder. Sad han i gelænderet ved hovedindgangen? »Nej, det var ved bagudgangen. Der er trappe og en repos. Der er sat sådan et ret moderne gelænder op«. Det er nok det samme som foran. »Ja, det tror jeg. Sådan nogle tynde stænger ...«. Med tre tværstivere ... »Ja. Hans overkrop, den var jo presset op imod selve gelænderet af træ. Og så havde han rumpen stikkende delvis udenfor. Og så havde han ... hvordan var det nu ... det ene ben havde han fået ind på indersiden ... eller var det begge to ... vi kunne i hvert fald ikke bare rykke løs i hans ene ben. Det var noget med, at vi skulle strække det ene ben ud, ind mod reposen, mens jeg trak det andet ud på ydersiden, for at han kunne trække sig ud igennem. Han var godt nok øm«. Heldigt, at han havde sin mobiltelefon?

»Ja, for pokker. Der er ikke så mange, der kommer forbi bagudgangen. Han var skjult af en gammel godsvogn«. Han var en anelse beruset, ikke? »Jo, det var han. De havde holdt firmafest, og så skulle han hjælpe med at rydde op, og så var de gået alle sammen, så han var mutters alene. Han kunne ikke forklare ..? »Nej. Han skulle egentlig bare ud og hente en sodavand på reposen ...«. En sodavand? »Ja, der stod en kasse sodavand. Og heldigvis også en stol, som han kunne hvile overkroppen og armene på, mens han sad fast«. Han kan vel ikke være snublet og så være blevet viklet ind i ..? »Nej, nej. Jamen, jeg ved ikke ... hvordan ... og hvorfor, han har gjort det ... nej, det kan jeg slet ikke ...«. I måtte vride ham lidt for at få ham fri?

»Ja, det var en tomandsopgave, det var det. Han var ikke i stand til at hjælpe ret meget. Han havde opgivet ævred, hans muskler havde ligesom givet op. De var nærmest gået i krampe«. Han var på mere end én måde stiv? »Det var han i hvert fald«. Det er vel ikke hver dag, I fletter folk ud af gelændere?

»Nej. Jeg har været 21 år ved politiet, og jeg har egentlig ikke oplevet det før, det har jeg godt nok ikke«. Din advarsel til folk, som er til julefrokost, er: Lad nu være med at blive flettet ind i gelændere?

»Ja, helt sikkert«.