Nu skal man ikke vente så længe på at blive opereret

Lyt til artiklen

Hvis man har behov for en ny hofte eller et kunstigt knæ, står langt de fleste af de danske sygehuse klar til at operere inden for få uger. Ventetiderne på indgreb, der lader sig planlægge i god tid, er styrtdykket inden for de seneste tre år, viser nye tal fra Sundhedsministeriet. Selv patienter med grå stær kan skimte lysere tider, for de tidligere så lange køer er skrumpet væsentligt ind. Den seneste opgørelse viser, at den samlede ventetid på 18 vigtige behandlinger er faldet fra 27 uger i juli 2002 til 21 uger i juli 2005 - svarende til et fald på 20 procent. Ventetiden omfatter tiden op til en forundersøgelse lagt sammen med ventetiden mellem forundersøgelse og behandling. Halveret ventetid på grå stær Et nærmere kig på fem udvalgte behandlinger - brok, diskusprolaps, grå stær, kunstig hofte og kunstigt knæ - viser endnu bedre resultater. Alene ventetiden på grå stær er mere end halveret i løbet af de tre seneste år. Nu venter man godt tre måneder. Og skal man have et nyt knæ, kan man nu påregne en halvering af ventetiden. Formanden for Amternes Sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S), glæder sig over udviklingen. Men med visse forbehold. »Det ser pænt ud, og aktiviteten er da også steget betydeligt ude på sygehusene. Men man skal være opmærksom på, at meget af fremgangen ligger i den metode, man registrerer med. Før opgjorde man, hvor længe en patient konkret havde måttet vente. Nu beder man de enkelte afdelinger vurdere på forhånd, hvor lang ventetid en patient kan påregne til et givet indgreb på et givet tidspunkt. Det kan betyde, at ventetiderne kommer til at se lidt pænere ud, end de i realiteten er«, siger Bent Hansen. Planlagte indgreb Vil man ofre lidt tid på at sondere terrænet og er man parat til at rykke teltpælene op for en tid, kan man komme under kniven endnu hurtigere. Med det frie sygehusvalg ved hånden vil det nemlig i en lang række tilfælde være muligt at søge hen på sygehuse, der har helt ned til fire ugers samlet forløb for både forundersøgelse og behandling. Den mulighed benytter knap hver ottende ikke-akutte patient sig af. Centerchef Carsten Boe Pedersen, Elektivt Kirurgisk Center på Frederiksberg Hospital, mener, at årsagen til de kortere ventetider også ligger i en ny tilrettelæggelse af operationsaktiviteten. »En vigtig forklaring er nok den meget store satsning på elektiv eller planlagt kirurgi, som i dag findes i de fleste amter. Men større tværfaglighed med henblik på minimering af indlæggelsestiden spiller også en væsentlig rolle«, siger Carsten Boe Pedersen. Frederiksberg Hospital, der er center for den planlagte kirurgi i Hovedstadens Sygehusfællesskab, opererer typisk hofter, knæ, for urinvejssygdomme, prostata, for vandladningsproblemer, grå stær samt udfører sterilisation og aborter. Elektivt Kirurgisk Center udfører ca. 13.000 reelle operationer og 6.000 mindre procedurer. Det kan blive bedre Karsten Skawbo-Jensen, formand for Patientforeningen Danmark: »Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke sagde, at det var godt med de kortere ventetider. Der er klart tale om et fremskridt for de udvalgte sygdomme. Men det er slet ikke nok, for der er desværre stadig store problemer på andre områder, for eksempel for de ældre medicinske patienter. Et er, at man kommer hurtigere ind i systemet end tidligere, men når man først er inde på et sygehus, er der mange stopklodser. Eksempelvis flytninger fra afdeling til afdeling eller lange ventetider på at komme til røntgen eller blive skannet«, siger Karsten Skawbo-Jensen. Bent Hansen beklager, at der fortsat er lange ventetider til de helt tunge sygdomme som f.eks. kræftbehandling. »Her kunne vi godt bruge både flere hænder og flere resurser. Det er ikke nok, at det går godt med den planlagte kirurgi«, siger Bent Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her