En færge udstyret med et laserlys, som kan måle vindhastigheden mange hundrede meter op. Satellitbilleder af krusningerne på havoverfladen. Master, måleudstyr og mere laserlys i et kuperet område langt ude på landet i Portugal.
Det er nogle af elementerne i udarbejdelsen af et nyt og langt mere detaljeret europæisk vindatlas, som vil give mulighed for at opstille vindmøller sådan, at man får den maksimale strømproduktion ud af dem, både til lands og til havs.




























