Efter fem år er der nu dukket nye oplysninger op i en usædvanlig mordsag fra Sydsjælland. Et vidne fortæller, at drabet kan være begået af fire navngivne personer med tilknytning til rockermiljøet – og ikke af den mand, der har siddet fængslet i fem år for drabet.
Den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen blev i begyndelsen af marts 2012 fundet mishandlet og kvalt i en skov ved Rødvig på Stevns. Senere blev den dengang 33-årige sygemeldte fængselsbetjent Thorsten Thomsen idømt 14 års fængsel for drabet. Men han har hele tiden nægtet sig skyldig.


























