Det er et sælsomt skue. Man kan vælge at betragte det som et bizart landskabsteater for toppolitikere. Men der er tale om en militærøvelse, hvor Jægerkorpset demonstrerer måden, de udfører træningsøvelser på med stammemilitsen ved navn Al Furat, som for manges vedkommende er uden nævneværdig militærfaglig kunnen, men samtidig er udset til at få en central rolle i kampen mod Islamisk Stat.
Vi er på Al Asad-basen i det sydvestlige Irak, hvor omtrent 150 danske soldater er udstationeret for at samarbejde med og uddanne den irakiske hær. Herunder et kontingent jægersoldater, som skal træne Al Furat.




























