Klagere, der repræsenterer flere tusinde mennesker, har overfor Energiklagenævnet protesteret over den kommende kystnære havmøllepark Vesterhav Syd, som skal opføres af energiselskabet Vattenfall i havet ud for kysten mellem Søndervig og Hvide Sande. De 189 meter høje møller vil kunne ses langt ind i landet. Klagerne mener, at de bør flyttes længere ud på havet og frygter blandt andet, at de store møller vil skræmme mange af de tyske turister væk.
I byrådet i Ringkøbing-Skjern kommune, som tidligere har støttet projektet, deles denne frygt nu af 15 ud af 29 medlemmer, blandt dem de to viceborgmestre. De 15 lokalpolitikere har skrevet til energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og bedt om at få vurderet muligheden for at rykke møllerne længere ud i vandet.



























