Store hvide turistbusser, prangende biler og mere ydmyge køretøjer standser i en lind strøm foran den tyrkiske ambassade på det ydre Østerbro i København. Her har tyrkere siden i mandags kunnet stemme ja eller nej til den forfatningsændring, som vil give den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan flere beføjelser.
Ude foran ambassaden står Ayse Cicik, der til daglig er sygeplejerske på Hvidovre Hospital, men i dag er her som frivillig for at hjælpe til og sørge for, at alt foregår i ro og orden.




























