I denne weekend afholder vi Enhedslistens årsmøde. Og én af de ting vi diskuterer er, hvordan vi skal stille os og samarbejde med en ny regering, når oppositionen efter et folketingsvalg forhåbentligt har fået flertal. Baggrunden for diskussionen er de erfaringer, vi gjorde os under Thorning-regeringen. Det lykkedes Enhedslisten at få forhandlet os til en række forbedringer for den jævne dansker. Men samtidig må vi konstatere, at når vi gør boet op efter de fire år, så bevægede Danmark sig på afgørende områder i den forkerte retning. Thorning og Corydon efterlod et Danmark med større ulighed, end det de overtog. Et Danmark med et ringere velfærdssamfund. Og et Danmark hvor utrygheden for lønmodtagerne var blevet større efter reformer, der ramte mennesker ramt af sygdom og arbejdsløshed. Når det gik sådan skyldtes det, at socialdemokraterne valgte at forhandle en række store økonomiske aftaler med højrefløjen, i stedet for at samarbejde med deres eget parlamentariske grundlag i Enhedslisten. De gennemførte en skattereform, der skar i indkomsterne for de fattigste, for at finansiere lavere topskat. De skar i velfærden og brugte pengene til at sænke selskabsskatten for de store virksomheder. De solgte Dong til spekulanterne i Goldman Sachs. Enhedslisten stemte og kæmpede mod hver eneste af disse aftaler. Men socialdemokraterne gik hver gang til højrefløjen for med deres stemmer, at få deres asociale politik gennemført.
Derfor diskuterer vi nu, om Enhedslisten næste gang skal opstille en række røde linjer eller bundgrænser for, hvad en socialdemokratisk regering kan gennemføre sammen med højrefløjen. Skal vi acceptere, at en socialdemokratisk regering, der sidder på vores mandater, igen gennemfører reformer, som markant øger uligheden og utrygheden for lønmodtagerne? Eller skal vi i den situation gøre det klart, at hvis de går den vej, så skal de også finde sig et andet parlamentarisk grundlag? Hvis vi går den vej er der altså tale om minimumskrav. Oven på det vil vi så selvfølgelig knokle for, at der kommer reelle forbedringer. Vi diskuterer også, om vi allerede i forbindelse med regeringsdannelsen skal spille en mere aktiv rolle end tidligere. Skal vi fx have medindflydelse på regeringsgrundlaget, før vi accepterer dannelsen af en socialdemokratisk regering? I 2011 låste Socialdemokraterne, SF og De Radikale sig inde i et sort tårn og forhandlede et regeringsgrundlag, der blandt andet slog fast, at den nye regering skulle videreføre højrefløjens økonomiske politik. Det mener jeg ikke, Enhedslisten skal acceptere næste gang. Det ville være meget mærkeligt, hvis det kun var S, eller kun S og R, der lagde linjen for en ny regerings politik, hvis andre partier leverer næsten halvdelen af de mandater, der skal stå bag regeringen.
