Forbrugerne vil gerne have økologisk mælk, økologisk brød og økologiske grøntsager, og enhver dagligvarebutik med respekt for sig selv har i hvert fald nogle økologiske varer på hylderne. Men de økologiske landmænd plages af de samme problemer som resten af landbruget: Deres gennemsnitsalder er høj, 63 år, og det er hamrende dyrt for unge landmænd at komme til.
»Selv om man har arbejdet i lang tid og måske lagt 1 million kroner til side, så er det jo ingenting i forhold til det, der skal lånes«, siger Lone Andreasen fra Økologisk Landsforening.




























