De står, hvor de altid har stået. Foran kiosken på Blågårds Plads. De spytter på jorden, krammer hinanden og ser på én gang stærke og sølle ud, men optræder fredeligt over for forbipasserende.
Sådan har det altid været på pladsen, hvor den ene generation af rastløse, rodløse, kulturforvirrede, nederlagsramte unge mænd har afløst den næste og iført knive, hættetrøjer, Nike-sko og billige guldkæder er gået i krig mod andre bander, men sjældent mod almindelige mennesker. Sådan er det også i dag. Mødre med børn og slentrende veninder passerer uanfægtede forbi, og mens alle andre er på vej et sted hen, synes de unge mænd ikke at have noget mål.
