Ledende embedsmænd fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har allerede fået en stor del af skylden for den miserable forvaltning af landets fiskekvoter. Nu viser det sig, at den øverste politiske ledelse også er blevet forsøgt advaret om problemerne. For knap fem år siden fik daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) tilsendt en advarsel om, at kvotereglerne langtfra fungerede efter den politiske hensigt. En kritik, der i denne uge er blevet skåret ud i granit af Rigsrevisionen. Fiskeriforskeren Jeppe Høst sendte i december 2012 en mail til fødevareministeren med en klar advarsel om, at nye kvoteregler ikke ville løse problemerne.
»Som forsker med indsigt i dansk fiskeri føler jeg, at jeg bliver nødt til at henlede ministeriets opmærksomhed på, at de nye koncentrationsregler ikke i deres konkrete udformning opfylder deres politiske hensigter«, skrev den daværende ph.d.-studerende.



























