Netop nu sidder nogle driftige teenagere og brænder inde med deres billeder af afklædte skolekammerater, deres ønsker om død over navngivne personer og deres jokes om handikappede og mordofre. De 100.000 medlemmer af Facebookgruppen ’Offensimentum’ er p.t. uden mulighed for at stikke hovedet dybt ned i den digitale kloak, efter at der i denne uge opstod så stor medieopmærksomhed om deres udgydelser, at forvalterne af det såkaldt sociale medie så sig nødsaget til at lukke festen.
Narh, helt uden adgang til kloakken er de selvfølgelig ikke, for nye svinegrupper opstod lige så hurtigt, som Facebook kunne nå at lukke de gamle, så der er stadig gang i den digitale mobning af folk som bloggeren Karina Muriel Mimoun. De offensimentalt forstyrrede unge var ikke begejstrede for, at hun skrev kritisk om deres udfoldelser, så de satte sig for at »kneppe hendes liv«, hvilket blandt andet resulterede i en dødstrussel pr. sms, en lind strøm af taxaer og pizzaer til bloggerens bopæl samt et spil, hvor ’Offensimentum’s medlemmer kunne sidde ved deres pc’er og more sig med at sprøjte sæd ind i munden på hende.




























